Bronze til Lasse Emil Nielsen ved EM for døve | Golf.dk
Lasse Emil Nielsen missede lige akkurat en medalje ved sidste års VM efter at han endte på 4. pladsen. Den fik han tilgengæld i år ved EM.

Foto: Nicklas Kleczewski

Foto: Nicklas Kleczewski

De tre vindere i herrerækken

Foto: Nicklas Kleczewski

Bronze til Lasse Emil Nielsen ved EM for døve

14/08 - 2019 | Jakob Schmidt

Lasse Emil Nielsen, Morten Jørgensen og Troels Dyhr deltog i sidste uge i European Deaf Golf Open Championships 2019, som er EM for døve. 

Turneringen fandt sted i Barsebäck Golf & Country Club på den anden side af Øresundsbroen og Lasse Emil Nielsen kunne tage metal med hjem til Danmark.

Den 27-årige nordjyde vandt bronze, efter at han ellers fik en nervøs start på turneringen, hvor de to første huller på første runde satte danskeren tilbage med 6 over par. Herefter begyndte Lasse Emil at blive mere stabil og han fik spillet sig op på 2. pladsen efter anden runde.

Særligt blev det en dramatisk tredje og sidste runde hvor Lasse Emil og tyske Nico Guldan lå side om side, begge med en score på +15 efter 18. hul. Desværre fik Nico Guldan tildelt 2. pladsen da han slog Lasse’s score på sidste hul, -1 mod +1. Den nye europamester blev Gustav Wahlgren fra Sverige med en samlet score i +13.

- Jeg er faktisk lidt skuffet men det er mest fordi at jeg på hul 17 og 18 havde  chancen for at indhente Gustav på førstepladsen, men puttningen gik ikke min vej, sagde Lasse umiddelbart efter runden.

I holdkonkurrencen blev det til en 4. plads for danskerne i samlet +89 efter de tre runder. Det er kun ét slag dårligere end englænderne på 3. pladsen og fire slag dårligere end tyskerne på 2. pladsen. I holdkonkurrencen blev det også til svensk guld, selvom den dobbelte guldmedaljevinder Gustav Wahlgren føler sig lidt dansk.

- Godt kæmpet! Du var ved at indhente mig af flere omgange og det blev først afgjort til allersidst, sagde svenskeren til Lasse Emil Nielsen. Og jeg er faktisk halv svensk og halv dansk, jeg er nemlig fra Skåne, sluttede guldmedaljevinderen Gustav af med at sige med et smil på læben.

 

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer