Broch Larsen nærmer sig top-10 i Kina | Golf.dk
Shanshan Feng vandt i sidste uge, og denne uge er hun godt på vej mod sæsonens tredje titel på LPGA.

Foto: Getty Images

Broch Larsen nærmer sig top-10 i Kina

09/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Shanshan Feng sparkede i 2012 døren ind til professionel golf med sejren i majoren Wegmans LPGA Championship. Det blev den første af indtil videre otte sejre på LPGA for den 28-årige kineser. Søndag forsvarede hun sin titel i Toto Japan Classic, og det var den femte sejr vundet i Asien.

Feng er nummer tre i verden, men blev hovedparten af LPGA Tourens turneringer spillet mod øst, ville hun måske være endnu bedre rangeret. Denne uge er hun nemlig helt med fremme igen på øen Hainan i den sydlige del af sit hjemland.

Med dagens bedste runde i 67 slag rykkede Feng op på andenpladsen i -8. Hun har et slag op til den førende sydafrikaner Ashleigh Buhai (68), og de to var alene om at gå Jian Lake Blue Bay Golf Club bedre end 70 slag på anden runde.

34 af de 80 deltagere var mindst fem slag over par på en krævende dag. Nicole Broch Larsen var en af de få, som formåede at spille lige op med banen. Det krævede seks birdies at veje op for seks bogeys, men de 72 slag bragte den 24-årige dansker frem til en delt 12. plads i -1.

Ved dagens start lå Emily Pedersen i samme score som sin landsmand, men 18 huller senere er der otte slag mellem dem. Trods to birdies løb Pedersens score op i 80 slag, og hun faldt ned til en nummer 52 i +7.

I familiebolden med de to Jutanugarn-søstre trak lillesøster Ariya det længste strå. Efter at have spillet sammen 35 huller lå de helt lige, men med en afsluttende birdie vandt den 21-årige hånerettet over den to år ældre Moriya. Begge er i top-10, og da feltet sendes ud i trebolde fredag, kommer de til at spille sammen for tredje dag i træk.

Søstrene Korda bliver til gengæld skilt ad for første gang i turneringen. 19-årige Nelly gik en 70'er og rykkede frem til femtepladsen i -3. Den fem år ældre Jessicas runde i par placerer hende side om side med Broch Larsen på 12. pladsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer