Broch Larsen henter bedste resultat på LPGA i 10 måneder | Golf.dk
Nicole Broch Larsen gik runder i 70, 71, 72 og 69 slag ved Kia Classic.

Foto: Getty Images

Broch Larsen henter bedste resultat på LPGA i 10 måneder

01/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Efter en skuffende sæsonstart på LPGA Tour fik Nicole Broch Larsen knækket koden i Kia Classic. På Aviara Golf Club i Californien var den 25-årige dansker på 35. pladsen efter 54 huller, men søndagens afslutning resulterede i et spring frem til 28. pladsen.

Broch Larsen lavede fem birdies under en finalerunde i 69 slag. Samlet sluttede spilleren fra Hillerød seks under par.

På LET har hun haft anderledes succes med et par top-3 placeringer, men på LPGA Touren er 28. pladsen Broch Larsens bedste resultat siden slut maj sidste år.

Hun sluttede 12 slag efter vinderen Nasa Hataoka. Den blot 20-årige japaner startede finalerunden et slag efter Inbee Park på førstepladsen, men den syvdobbelte majorvinder kunne ikke matche de generelt lave scores søndag.

Parks 71 slag så hende indhentet af Danielle Kang, Jin Young Ko, Azahara Munoz og verdens nummer ét, Sung Hyun Park. Alle fem sluttede i -15 for turneringen.

Inbee Parks beskedne score gav Hataoka mulighed for at rykke fri, og med seks birdies og en bogey gik hun banen i 67 slag, og hentede karrierens tredje PGA Tour-titel med en samlet score i -18.

Sejren er en perfekt forberedelse til næste uge, hvor stortalentet skal på jagt efter karrierens første major i ANA Inspiration.

- Jeg har en stor turnering at se frem til i næste uge, så jeg vil fejre en lille smule, men så skal jeg sørge foor at blivd genopfrisket og starte igen, sagde vinderen til LPGA gennem en tolk.

Link til resultatet

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer