Boblen er bristet: Nyt tilfælde af Coronavirus på PGA Touren | Golf.dk
Denny McCarthy er blevet smittet med Coronavirus.

Foto: Getty Images

Boblen er bristet: Nyt tilfælde af Coronavirus på PGA Touren

26/06 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

PGA Tourens boble er bristet. Coronavirussen er trængt gennem det omrejsende cirkus' barrikader, og tre spillere samt to caddies er nu testet positiv. Det sker samtidig med, at USA efter en periode med nedgang i smittede igen oplever en skarpt opadgående kurve.

Natten til fredag vågnede Denny McCarthy op med ondt i halsen og ømhed i kroppen. Derfor fik han fra morgenstunden foretaget en test, og den viste sig at være positiv. 

27-årige McCarthy gik første runde ved Travelers Championship i 67 slag, men nu bliver han altså nødt til at trække sig og selvisolere.

Spørgsmålet er, om det ikke kun er McCarthy men hele PGA Touren, der snart bliver nødt til at trække stikket. Hvor mange positive prøver er for mange? Er det holdbart at rejse fra Connecticut til Detroit og videre til Ohio, mens virussen på ingen måde er under kontrol USA? Det er spørgsmål, som touren må stille sig selv.

Onsdag strammede administrerende direktør Jay Monahan op på protokollerne og gjorde det klart for spillerne, at de rent faktisk også skulle følges. Det til trods vil flere blive smittet, og nogle er det sandsynligvis allerede. Med en inkubationstid på omkring en uge er der ingen garanti for, at negative prøver betyder, at PGA Touren er et sikkert miljø. 

Verdens nummer ét, Rory McIlroy, hører til den gruppe, som mener, "the show must go on".

-Jeg synes som helhed, det er gået rigtig godt indtil nu. Der er et par løse ender, som vi blev nødt til at stramme op, og det tror jeg, vi har fået gjort. Så jeg synes, stemningen ved denne turnering blev løftet af Jay i går, sagde McIlroy torsdag.

Udover de fem smittede har Brooks Koepka, Chase Koepka, Graeme McDowell og Webb Simpson trukket sig fra Travelers Championship, da de har været i kontakt med personer, som er blevet smittet med coronavirus.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer