Blog: At investere FOR at realisere | Golf.dk
Mads Vibe-Hastrup blogger hveranden uge på Golf.dk om sit forsøg på at komme tilbage i topgolf.

Foto: PR

Blog: At investere FOR at realisere

12/04 - 2017 | Mads Vibe-Hastrup

Hvilken glæde det var at se Sergio Garcia blomstre på Augusta National til årets US Masters. Endelig vandt han sin første majortitel. Jeg tror at alle der har fulgt med i topgolf de sidste mange år, ved hvor meget han har ønsket sig at være med ”i det fine selskab” som major vinder.

Det er tydeligt, at vejen dertil har været hård. Men det er værd at bemærke - som han sagde i sin sejrstale - at sejrens sødme er endnu sødere, når man har måtte vente så længe.

At se Sergio vinde, høre publikum råbe hans navn i kor efter hans sidste putt gav mig gåsehud. Jeg kunne mærke de følelser, det vækkede inde i mig, og det bekræfter for mig, at jeg også ønsker at vinde igen.

Jeg kunne mærke snerten af misundelse i mit indre. Hvilket jo er helt perfekt – og jeg anerkendte det straks! For jeg ønsker jo i virkeligheden at opleve det samme. Jeg ønsker at skabe min egen historie fortælling.

Min misundelse har vækket min indre motivation og min indre drivkraft til at skabe noget - kald det min skaberkraft om du vil. Men at have evnen, tilliden og tålmodigheden til at kæmpe for noget som man virkelig ønsker sig, det kræver et stort mod og det har jeg stor respekt for.

At vie hele sit liv til det man ønsker sig og så endelig kunne opleve den forløsning og stolthed som det medfører, det er for mig bemærkelsesværdigt.

Jeg har ikke valgt den her livsstil eller mit comeback alene for sejrens skyld, men jeg gør det for at bekræfte overfor mig selv at jeg stadig kan spille god golf. De gode slag ligger i mig og jeg kan mærke at jo mere jeg får spillet, jo mere føles det naturligt for mig og jeg kommer tættere på at kunne skabe en helhed.

Jeg ønsker at opleve sejrens sødme igen. Selvfølgelig gør jeg det. Måske lykkes det, og måske lykkes det ikke. Det er ikke det vigtigste. Men mit ønske er lagt ud i universet. Jeg ved, at jeg gør alt det jeg kan, som er i min magt for at nå mit mål. Og det er det vigtigste dag for dag.

Først og fremmest ønsker jeg at investere i mig selv, for derigennem oplever jeg sand glæde. Ikke en glæde der er afhængig af en sejr, men en indre glæde og tilfredshed over at blive bedre hele tiden at yde sit absolut bedste. Ikke kun på banen, men i alt hvad jeg gør.

Når jeg underviser, når jeg planlægger min træning, når jeg styrketræner, når jeg slår bolde og når jeg sørger for at intet er op til tilfældighederne. Jeg nyder at sætte en ære i mit håndværk, hele tiden at forholde mig til det konkrete, og jeg ved at jo længere tid der går uden at jeg når mit mål - jo stærkere bliver jeg i processen. Jo mere klar bliver jeg til at kunne få mit ønske opfyldt.

En vigtig del i processen er ikke at give op og ikke at miste modet. Der vil være nedture og bump på vejen, det er uundgåeligt. Og derfor er det vigtigt for mig at omgås de rigtige engagerede mennesker, som ønsker mig det bedste og som ønsker at støtte mig i min proces. Det giver mig mulighed for at handle, tage mit ansvar og hele tiden få den rette feedback i forhold til min udvikling.

Det tager tid at finde formen, det kan jeg skrive under på og efter fire uger uden turneringsgolf kan jeg mærke, at jeg glæder mig til at komme i gang med at spille nogle turneringer. Hele spillet bliver lidt mere skarpt, når der er et scorekort i lommen.

Tidligere frygtede jeg, når det virkelig gjaldt. Nu glæder jeg mig til at opleve min puls der banker igen. Mærke den frygt og de nerver der spiller mig et puds - den situation som netop giver mig mulighed for at opleve min indre styrke. Jeg vil mærke frygten, se den i øjnene, så jeg dermed får chancen for at neutralisere den og realisere mig selv. På samme måde som Sergio Garcia realiserede sig selv søndag nat dansk tid.

 

Mads Vibe-Hastrup blogger hver anden uge om sin kamp for at vende tilbage til topgolf. Du kan også følge ham på hans egen blog.



 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer