Blog: I bad med gaffatape for munden | Golf.dk
Vilkårene i Indien er bare noget andet end på de fleste andre tourstops.

Foto: Thomas Søby

Blog: I bad med gaffatape for munden

28/03 - 2019 | Thomas Søby

Joachim B. Hansens caddie, Thomas Søby, blogger fast på Golf.dk. I denne uge fra Hero Indian Open.

 

På trods af snart 15 år på touren, så er det her min første tur til Indien i denne her uge, nærmere bestemt Delhi. Og her må jeg bare være ærlig at sige, at jeg ganske enkelt ikke vidste hvad jeg skulle forvente, inden jeg fløj hertil.

Alle de mange historier om den iøjnefaldende- og ikke mindst meget triste fattigdom på gaden, den tunge og meget tætte trafik, og hvor det at blive påkørt, eller at påkøre andre samt skulle holde tilbage for en flok køer eller får midt på vejen, blot er en del af hverdagen.

Der er et utal af eksempler på caddies og spillere, som gennem årene er blevet syge (oftest i form af maveonde) grundet landets hygiejne, eller mangel på samme. Det har ført til det ene afbud efter det andet i turneringen.

Jeg bor sammen med min bedste caddie-kollega, Martin, i denne her uge. Martin går caddie for Ricardo Gouveia. Martin har været i Indien mange gange før, og har derfor en masse erfaring ift. ting, man bør være opmærksom på, og her tænker jeg primært på, hvad man skal passe på med at putte i munden og den slags.

Manden går med livrem og seler, men som han siger ”better safe than sorry”, og det har han jo ret i.

Og da vilkårene for caddies de seneste år ikke har været de bedste i Indien - her tænker jeg særligt på det spiselige udvalg, vi bliver tilbudt i caddieloungen, så foreslog Martin at vi tog rigeligt med forsyninger med hjemmefra. Vi må så erkende, at udvalget til frokost er ret godt i år, og faktisk smager virkelig godt - men morgenmaden og aftensmaden, den snupper vi på værelset. 

Ligeledes skal man heller ikke drikke vandet her - og selvom det gælder for mange lande, så er vi ekstra opmærksomme i denne her uge. Fik jeg nævnt gaffatape henover munden, når vi går i bad? Man kan let lige komme til at stå i sin egen lille verden under bruseren, og vupti, så ryger der lige lidt vand ned. Så som I kan høre, så er vi velforberedte i år, og tager ingen chancer - ikke udover frokosten i golfklubben i hvert fald, men indtil videre er der ikke sket noget (7-9-13).

Hvad angår ’smog’, så har det indtil videre været på et rimelig fornuftigt niveau i denne her uge. Ordet ’smog’ kommer fra de engelske ord ’smoke’ (røg) og ’fog’ (tåge). Og hvorfor bekymrer vi os så om ’smog’? Det gør vi, fordi det er yderst sundhedsskadeligt. Ren faktisk så stod det rigtig skidt til med luftforureningen i New Delhi for bare halvandet år siden. Her var den 75 gange højere end hvad verdenssundhedsorganisationen, WHO, regner som værende trygt.

Video: Hvem sagde trafikprop?

Kort sagt, ét døgn i Delhi dengang svarede til at inhalere 50 cigaretter. Og ja, i 2015 døde 2,1 millioner indere som følge af luftforurening - så der er god grund til at bekymre sig når der pludselig bliver lidt ”tåget” udenfor.

Når det så er sagt, så har vi det sgu godt hernede. Solen skinner, banen er i fantastisk stand og ekstremt udfordrende, mine cup noodles smager skønt, og om fem dage er jeg hjemme hos mine to piger på Frederiksberg igen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer