Bjerregaard åbner titelforsvaret i fin stil | Golf.dk
Lucas Bjerregaard lavede ni birdies under første runde af titelforsvaret i Skotland.

Foto: Getty Images

Bjerregaard åbner titelforsvaret i fin stil

26/09 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Med sejren i Alfred Dunhill Links Championship 2018 rykkede Lucas Bjerregaard frem til 55. pladsen på verdensranglisten. Han mødte op til titelforsvaret et år senere med præcis samme rangering.

I de 12 måneder, der er gået, har Bjerregaard hentet tre top-10 placeringer, han har spillet sig til et PGA Tour-kort, han har slået Tiger Woods mand-mod-mand og fået to 16. pladser og en 21. plads med fra de fire majors. Der har også været en hel del skuffelser. 

Fra sejren og frem til fjerdepladsen i WGC – Match Play sidst i marts missede frederikshavneren ikke et eneste cut, men i de seneste seks måneder har han misset 10 ud af 15.

Det er altså en pose blandede bolcher for tiden fra Danmarks bedste golfspiller, men at dømme ud fra torsdagens spil, fungerer spillet godt i Skotland.

Bjerregaard blev sluppet løs på Carnoustie, den sværeste af de tre baner i Pro-Am turneringen, og den opgave løste han på fornem vis. Efter seks huller var frederikshavneren fem under par, men efter ni var scoren blot -1. Han gik dagens sidste ni huller uden fejl og sluttede fem slag under scorekortet.  

Det rækker til en delt 23. plads, men blandt spillerne, som var rundt på Carnoustie, var kun tre mand bedre end Bjerregaard.

Justin Walters indtager førstepladsen efter en runde i -9 på Kingsbarns. På samme bane var Ryan Fox, Jordan Smith og Victor Perez rundt i -8, mens Adrian Otaegui opnåede samme score på St Andrews Old Course.

Cuttet falder først efter tre runder, og det giver de øvrige danske deltagere rigeligt med tid til at arbejde sig op ad leaderboardet. Der er der brug for.

Joachim B. Hansens score to under par på Kingsbarns rækker kun til en delt 78. plads. Den deler han blandt andre med verdens nummer to, Rory McIlroy.

På Carnoustie var Thomas Bjørn et slag over par, og Søren Kjeldsen +2. To over par var også Nicolai Højgaards score på Old Course. Alle tre er langt uden for top-100 efter første runde.

Link til stillingen 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer