Bjørns fremtid på touren er sikret | Golf.dk
Selvom medlemskriterierne er blevet ændret, har Thomas Bjørn ingen grund til bekymringer omkring sin plads på europatouren

Foto: Getty Images

Bjørns fremtid på touren er sikret

09/11 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Thomas Bjørn ligger næstsidst efter første runde af Nedbank Golf Challenge. Det står i skærende kontrast til for fire år siden, hvor den sydafrikanske kæmpeturnering dannede rammen om hans seneste og muligvis sidste triumf på europatouren. Skader, alderen og ansvaret som Ryder Cup-kaptajn har alt sammen været med til at lægge en dæmper på den 46-årige danskers karriere. 

Bjørn har ikke længere en vinderkategori på europatouren, og han er ikke sluttet højt nok på Race to Dubai til at forny spilleretten. I 2017 brugte han sin exemption via placeringen i top-40 på tourens Career Money List. Præcis samme exemption benyttede Anders Hansen i denne sæson, men fremtiden ser vidt forskellig ud for de to rutinerede danskere.

Hansen er denne uge i Spanien for at forsøge at klare sig gennem Q-School. Thomas Bjørn har ikke de bekymringer og kunne derfor takke ja til invitationen om at deltage i Sydafrika.

Kriterierne for kategori 12 (top-40 på Career Money List) er blevet ændret, så det kun er muligt at benytte den et enkelt år, og dermed skulle man mene, at både Hansen og Bjørn var i fare for at stå uden spillemuligheder fremover, men i dette tilfælde er nogle dyr mere lige end andre.

Der eksisterer nemlig nogle undtagelser fra reglen, og de kommer til at sikre Bjørns plads på touren indtil han runder de 50. For spillerne i kategori 12 er der opstillet syv kriterier, og hvert kriterium opfyldt udløser et ekstra års spilleret på europatouren. Ryder Cup-kaptajnen opfylder fire af de kriterier og er dermed sikret fire sæsoners exemption.

  • Han har spillet med i mere end én Ryder Cup
  • Han er sluttet i top-20 på Order of Merit/Race to Dubai mere end otte gange
  • Han har vundet mindst 15 titler på europatouren (15)
  • Han er sluttet højt nok til at forny sin spilleret mindst 15 sæsoner

De tre øvrige kriterier, som Bjørn ikke opfylder, er:

  • Tidligere majorvinder
  • Tidligere vinder af Race to Dubai
  • Tidligere nummer ét i verden

Det er grunden til, at man fortsat kan se aldrende stjerner som José Maria Olazabal, Paul Lawrie og Paul McGinley optræde i enkelte turneringer.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer