Bjørns Europa vinder Ryder Cup | Golf.dk
Thorbjørn Olesen slog Jordan Spieth med 5&4, og senere på dagen blev han badet i champagne.

Foto: Getty Images

Bjørns Europa vinder Ryder Cup

30/09 - 2018 | Claus Rødgaard Thomsen

Thorbjørn Olesen havde indtil i dag slet ikke fået den Ryder Cup-uge, han havde drømt om.

Efter et nederlag i selskab med Rory McIlroy måtte han se til fra sidelinien resten af fredagen og hele lørdagen.

Den unge dansker havde ikke gjort det store forkert, men blev et offer for andre spilleres gode form. Fleetwood og Molinari var simpelthen for gode til at bænke, og det kom til at skade Olesens chancer for at deltage.

Men søndag spillede han bedre end nogen anden europæer. Eller - han lukkede sin match hurtigere end nogen anden.

Husk at læse det digitale Dansk Golf 5

Efter 14. huller havde hans snøret sækken og gjort det af med Jordan Spieth.

Thorbjørn Olesens sejr er den første vundne danske match i 16 år, siden Thomas Bjørn vandt to matcher i 2002. Hverken Søren Hansen i 2008 eller Thomas Bjørn i 2014 var i stand til at vinde nogen matcher.

Selvom Olesen var ude i den syvende af de 12 matcher, var han den første europæer, der vandt sin match (forinden havde Paul Casey delt sin match og opnået et halvt point til Europa).

Det slog takten an til resten af eftermiddagen, og da Sergio Garcia kom 2 up i sin match mod Rickie Fowler med to huller igen, kunne Europa ikke undgå at komme op på de krævede 14,5 point.

Det var muligvis en smule antiklimatisk måde, hvorpå sejren endelig kom i hus.

Da Phil Mickelson slog sin bold i vandet på hul 16, gav han matchen til Francesco Molinari, som på det tidspunkt førte med tre huller.

Dermed fik ingen den særlige ære at hole det vindende putt. Men det var fuldt fortjent, at den kompakt byggede italiener blev den, der hentede det afgørende point. Molinari gjorde det, som hverken Ballesteros, Faldo, Langer, Olazabal, Garcia eller nogen anden europæer nogensinde har gjort. Han vandt alle sine fem matcher.

Det samme havde Tommy Fleetwood muligheden for at gøre. Men englænderen med surfer-garnet tabte søndag til en blændende spillende Tony Finau. Fleetwood virkede dog ikke ked af det, da han efter sejren blev båret i guldstol af europæiske fans, der er begyndt at betragte ham som lidt af en kultskikkelse.

Sergio Garcia og Henrik Stenson vandt hurtigt matcher efter Molinaris sejr.

Garcia har haft et rædselsfuldt golfår, og Thomas Bjørn udløste dybe suk og stor undren i hele golfverdenen, da han valgte at tage den 38-årige spiller med til Paris. Men Garcia betalte tilliden mangefoldigt tilbage.

Han vandt tre af sine fire matcher. Prikken over i’et var hans søndagssejr over en Rickie Fowler, der det meste af dagen var vakkelvorn i sit spil.

- Normalt græder jeg ikke, men i dag kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg er så taknemmelig for, at Thomas valgte mig og troede på mig. Jeg er bare så glad, sagde Garcia til Sky Sports lige efter sin sejr.

Garcia gjorde ligesom Molinari noget, som ingen andre tidligere havde gjort. Han er nu oppe på 25,5 point i sin Ryder Cup-karriere. Det er rekord på begge sider af atlanten. Nick Faldo er henvist til andenpladsen med sine 25 point, og man fornemmer, at Sergio Garcia sagtens kan have flere Ryder Cups til at udvide sit forspring.

Mens 11 af Europas helte fejrede, måtte stakkels Alex Norén kæmpe videre i den 12. single mod Bryson DeChambeau.

Publikum var også begyndt at fejre. En fejring, de havde været klar til fra den tidlige morgenstund. Allerede da første bold gik ud lidt over middag var der lange køer ved ølboderne helt ude ved 4. og 5. hul, som ellers ligger langt fra 1. tee.

På et tidspunkt så det ud til, at USA kunne realisere et mirakuløst comeback. Justin Thomas, Brooks Koepka, Webb Simpson, Tiger Woods og Tony Finau havde alle chancer for at vinde deres matcher og lægge et kæmpe pres på det europæiske hold.

Men da Jon Rahm slog Tiger Woods i den fjerde single, og Ian Poulter kort efter gjorde det af med Dustin Johnson i den sjette single var spændingen reelt ude.

Den jævnbyrdige match mellem Norén og DeChambeau endte for øvrigt med en sejr til svenskeren, som holede et monsterputt på sidste green, efter at DeChambeau ellers havde slået sit andetslag op få centimeter fra hullet.

En klasseafslutning på en uge med golf fra allerhøjeste hylde.

Det endelige resultat blev 17,5 mod 10,5.

Dermed blev Ryder Cup 2018 den mest ensidige affære siden 2006, hvor Europa vandt med 18,5 mod 9,5.

Link til stillingen

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer