Bjørnefælden klappede, men Lucas Bjerregaard kom alligevel rundt i par | Golf.dk
Lucas Bjerregaard er verdens nummer 51 denne uge.

Foto: Getty Images

Bjørnefælden klappede, men Lucas Bjerregaard kom alligevel rundt i par

01/03 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Lucas Bjerregaard fik et flot udlæg på PGA Touren. Efter et skuffende World Golf Championship er han taget videre til Florida og The Honda Classic på PGA National. Det er den 27-årige danskers første turnering særskilt afviklet af PGA Touren i sin karriere, men der var ingen startvanskeligheder.

Første runde gik Bjerregaard i par, og det rækker til en delt 48. plads med seks slag op til førstepladsen.

PGA National er kendt for den frygtede ”Bear Trap”, hullerne 15, 16 og 17, tre huller fyldt med vand, uden mulighed for at spille sikkert. Hvert eneste år bliver den ene bold efter den anden slugt af søerne, den ene drøm efter den anden knust.

Bjerregaard slap ikke for en tur i fælden. Han havde lavet tre birdies i løbet af fire huller, da han nåede 15. tee. Med en pind kort og i højre var der ikke plads højre om hullet, men det var der, Bjerregaards teelsag endte. Det kostede en tur til dropzonen og en doublebogey.

I det mindste var han ikke den eneste. Feltets to bedst placerede spillere på verdensranglisten, Justin Thomas og Brooks Koepka, led samme skæbne på hullet, omend de klarede sig bedre i det samlede regnskab med runder i henholdsvis -2 og -3.

Med pars slap Bjerregaard langt bedre fra de to følgende huller, og da den første tur i bjørnefælden var overstået, lukkede feltets eneste dansker runden med en birdie på det afsluttende par fem hul.

Samlet lavede frederikshavneren fem birdies på sin første runde, og hans score i par var bedre end majorvindere som Webb Simpson, Graeme McDowell og Adam Scott (+2) samt Jimmy Walker og Jason Dufner (+3).

Det var Jhonattan Vegas, som stjal showet på førstedagen. Han gik en sjælden bogeyfri runde i -6 og har to slags forspring ned til Ernie Els og Zach Johnson på andenpladsen.

- Jeg følte, jeg var i kontrol stort set hele dagen. Hver gang, man kan være det på en bane som denne – med den slags fairways og greens – så kan man placere bolden de rigtige steder, ikke koldsvede så meget over slagene, og det er altid godt, for gennem årene har denne bane givet mig en del grå hår, sagde Vegas efter sin runde.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer