Bjørn viste tænder i Afrika | Golf.dk
Er Thomas Bjørn ved at være tilbage? Hans indsats i Kenya kunne tyde på det.

Foto: Getty Images

Bjørn viste tænder i Afrika

17/03 - 2019 | Henrik Søe

Magical Kenya Open hører ganske vist til blandt de mindre turneringer på europatouren, men mon ikke Thomas Bjørn alligevel forlader Afrika i ganske godt humør. Den danske veteran satte søndag punktum for ugen på Karen CC med en runde i 66 slag (-5), og den fine afslutning sendte Bjørn op på en slutplacering som nummer 12 - det bedste resultat fra hans side siden januar 2016, hvor det blev til en 11.plads i Abu Dhabi.

Også på Race to Dubai kan det ses, at Bjørn har fået fokus på sin egen golfkarriere efter Ryder Cup-eventyret i 2018. Efter seks turneringer i 2019 er Bjørn allerede oppe i nærheden af den indtjening, han fik skrabet sammen i samtlige 19 turneringer sidste sæson.

Søndagens finalerunde bød på et tætpakket opløb om titlen, og i sidste ende var det den 22-årige italienske rookie Guido Migliozzi, der løb med titlen - et slag foran et forfølgerfelt bestående af spanske Adri Arnaus og de to sydafrikanere Justin Harding og Louis de Jager. Migliozzis største triumfer var indtil søndag eftermiddag et par sejre på third level-touren Alps Tour, men med sejren i Kenya tog italieneren karriere-elevatoren et par etager længere op.

Også Lasse Jensen kan se tilbage på en hæderlig afrikansk uge med en 25. plads, mens Martin Leth Simonsen ikke blot noterede sig for karrierens andet klarede cut på europatouren, men også for det bedste resultat hidtil. Simonsen, der blev nummer 81 ved Made in Denmark tilbage i 2015, kom søndag rundt i -4 - blandt andet takket være en eagle på et par 4-hul - og sluttede som nummer 45.

Jeff Winther, der har haft en ganske vild turnering i Kenya, sluttede med en runde i 73 (+1) og en placering som nummer 68.

Næste uge fortsætter europatouren under de varme himmelstrøg, når feltet begiver sig til Malaysia. Med på entrylisten i Maybank Championship er Thomas Bjørn, som altså får chancen for at fortsætte de gode takter fra Kenya.

Link til slutstillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer