Bjørn vil have nærhed til sine spillere | Golf.dk
Thomas Bjørn spillede selv med i den første udgave af EurAsia Cup, som endte uafgjort tilbage i 2014. I år styrer han slagets gang fra sidelinjen.

Foto: Getty Images

Bjørn vil have nærhed til sine spillere

10/01 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

EurAsia Cup begynder fredag, og kaptajn Thomas Bjørn har talt med europatouren om den forestående opgave på Glenmarie Golf & Country Club i Kuala Lumpur. 

Bjørn står i spidsen for et stærkt hold bestående af Henrik Stenson, Paul Casey, Tommy Fleetwood, Tyrrell Hatton, Alex Norén, Ross Fisher, Rafa Cabrera Bello, Matthew Fitzpatrick, Thomas Pieters, Bernd Wiesberger, Paul Dunne og Alex Levy

Det er kun tredje gang, EurAsia Cup afvikles, og derfor mangler opgøret mellem de to kontinenter historiens vægt, så den danske kaptajn er meget begejstret over at kunne stille med seks spillere fra verdens top-20, 10 fra verdens top-50 og ingen uden for top-75.

- Jeg synes, det er fantastisk. Det viser, hvilket engagement, de har. Jeg vil ikke sige, jeg var overrasket over, at nogle af dem havde lyst til at deltage, men det er en svær tid på året for mange spillere, for de er midt i deres forberedelser til den kommende sæson.

- Men engagementet og begejstringen, de har vist fra starten, er beundringsværdigt. Der var ingen tvivl om, at de ville spille og repræsentere Europa, touren og dem selv i denne turnering. Det er meget sigende for, hvor europæisk golf er lige nu. Det siger noget, at spillerne bakker så godt op om turneringen, men også for touren er jeg begejstret over de 12 spillere, vi har med denne uge.

- En god del af spillerne vil højst sandsynligt skulle med til Paris. Så at være her sammen med dem en hel uge og bruge tid med dem på en anderledes måde er afgørende. Ude på touren kan jeg bruge tid sammen med dem, men der har de forpligtelser og er fokuserede på dem selv. Her er det et anderledes miljø, og de lytter en smule mere, for jeg er kaptajnen, og jeg guider hele gruppen mod vores fælles mål.

Der er store penge på spil, og en storsejr fra 2016 at forsvare, men EurAsia Cup er også en måde for Bjørn til at udvikle sine evner som kaptajn. Han har dog allerede en god idé om, hvordan han vil agere.

- Som kaptajn får man nogle gange lyst til at distancere sig fra spillerne, fordi man har nogle svære beslutninger at træffe, men jeg føler, jeg bliver nødt til at være tro mod mig selv, og det er også, hvad spillerne forventer af mig. Jeg er en person, de føler, de kan komme til med hvad som helst, de har i tankerne, og så arbejder vi sammen. Så jeg tror, mit kaptajnskab måske kommer en lille smule tættere på deres liv- uden at krydse grænsen og fortælle dem hvad de skal gøre. For de er individuelle sportsfolk.

- Jeg kommer til at lære noget om mange forskellige ting. Jeg kommer til at lære noget om mig selv, en masse om spillerne og om holdelementet, og jeg kommer til at rejse herfra med en masse nyttige erfaringer, selv hvis vi skulle tabe. Og det bliver ikke let. Vi er oppe mod det stærkeste asiatiske hold nogensinde, et meget determineret hold, og et hold med sult efter en sejr.
Så vi er nødt til at spille vores bedste og gøre vores ypperste for at sikre, at det ikke sker. Succeskriteriet er uden tvivl en sejr. 

Læs hele interviewet på engelsk her.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer