Bjørn træder ind i europatourens bestyrelse | Golf.dk
Udover sit eget spil skal Thomas Bjørn fremover også tage vare på europatouren som del af bestyrelsen.

Foto: Getty Images

Bjørn træder ind i europatourens bestyrelse

21/04 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

49-årige Thomas Bjørn træder med øjeblikkelig virkning ind i europatourens bestyrelse. Den vindende Ryder Cup-kaptajn blev nomineret til posten som Non-Executive Director af tourens Tournament Committee – et organ han selv var formand for fra 2007 og frem til sent i 2016, hvor han i stedet rettede forkus mod Ryder Cup i Paris.

Som Non-Executive Director vil Bjørn kunne præge europatourens politik med et spillerperspektiv, mens han ikke kommer til at tage del i den daglige ledelse.

- Jeg er glad og beæret over at blive inviteret til at blive del af europatourens bestyrelse. Jeg har levet og åndet for europatouren i de seneste 25 år, og i den tid har jeg altid bestræbt mig på at gøre mit ypperste for at fremme touren og forholdene for medlemmerne. Det samme vil gøre sig gældende i bestyrelsen, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet så hurtigt som muligt, udtaler Bjørn i en pressemeddelelse fra europatouren.

Der venter en stor opgave forude. Europatourens administrerende direktør, Keith Pelley, har i mails forberedt spillerne på, at de kommende måneder og år vil bringe nedgang i præmiesummer og tilbagegang på en række andre parametre. 

Det er de dystre fremtidsudsigter, Bjørn nu skal hjælpe til med at ændre på. Han har spillernes opbakning, og tourens ledelse har ligeså stor tiltro til danskeren.

Bestyrelsesformanden David Williams udtalte for fire år siden følgende til Dansk Golf.

- Jeg tror ikke, at ret mange virkelig forstår, hvor dybt Thomas Bjørn er involveret i den brede styring af europatouren. Som formand for turneringskomitéen har han naturligvis en meget vigtig position, men han forstår også touren og alt, hvad den står for. Derfor er han i stand til at rådgive og hjælpe os og bidrage til nogle af de afgørende beslutninger, vi har truffet de seneste to år. Jeg kan gribe telefonen når som helst for at spørge Thomas til råds, høre hans mening eller fortælle, hvad vi er i gang med for at få hans input. Han er der altid, hvis vi har brug for ham. Som formand for europatouren kan jeg ikke begynde at beskrive, hvor taknemmelig jeg er over den støtte, og jeg ved, Keith Pelley har det på samme måde.

I dagens pressemeddelelse fra touren byder Williams den 15-dobbelte vinder på europatouren velkommen til det ledende organ.

- Jeg er begejstret over at byde Thomas velkommen til vores bestyrelse på europatouren. Hans funklende golfkarriere er veldokumenteret, inklusiv det vindende Ryder Cup-kaptajnskab i 2018. Han har altid kæmpet for spillerne, og det vil han blive ved med at gøre i vores bestyrelse.

Bjørn nye rolle betyder ikke et farvel til den aktive karriere som spiller. 

User Comments:

  • Thomas Bjørn

    22/04 - 2020 | John Brændgaard

    Tillykke til Europa Touren.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer