Bjørn går dagens bedste runde på Valderrama | Golf.dk
I sin kun anden turnering tilbage efter at have forstuvet en ankel nærmer Thomas Bjørn sig et top-10 resultat for første gang i små fem år.

Foto: Getty Images

Bjørn går dagens bedste runde på Valderrama

29/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Det nærmer sig fem år siden Thomas Bjørns seneste top-10 placering på europatouren. Han er ikke sluttet i top-110 på Race to Dubai siden 2015. Bjørn er blevet 48 år, og han er tydeligvis langt fra det niveau, der bragte 15 turneringssejre med sig på europatouren.

Men det er ikke kun for hyggens skyld, Bjørn stadig spiller med. Fra tid til anden viser den afgående Ryder Cup-kaptajn sin klasse, og det må man så sandelig sige, han gjorde lørdag i Estrella Damm N.A. Andalucía Masters.

Bjørn klarede cuttet med mindst mulig margin efter to sene bogeys fredag, men i løbet af tredje runde havde han fuld fart på op gennem stillingen. 

Færre end 20 spillere var under par lørdag, og kun Jon Rahm kunne matche Bjørns 67'er. Den danske veteran lavede tre birdies i træk tidligt på runden. Derpå tabte han et slag og vandt det straks tilbage. 

Bagni bestod af otte pars og en birdie. Scoren bragte Bjørn til -2 samlet, og som dagen skred frem og de senere startende spillere fik problemer med at navigere sig sikkert gennem banens 18 smalle huller, blev hans placering bedre og bedre.

Ved dagens afslutning var manden, som missede Made in Denmark på grund af en forstuvet ankel, helt fremme på en delt sjetteplads.

- Jeg spillede skønt. Jeg har ikke spillet sådan i lang tid. Nu er jeg bare glad for at kunne spille en runde golf. For fire uger siden havde jeg foden i en støttestøvle med en dårlig ankel, og det så ikke rigtig ud til at jeg kunne spille. Jeg er virkelig glad for, hvordan det er gået, så jeg kan komme ud at spille golf.

- Når man kommer ind i en runde som denne, hvor man begynder at lave nogle birdies – jeg havde et stræk på tre i træk på for-ni – så begynder man at genkende sig selv i det miljø, hvilket nok er det svære at gøre i golf. Når man har været vant til at kæmpe med om titler, og man så ikke har gjort det i årevis, så er det svært at få sig selv i en mental situation, hvor man genkender den verden, som man plejede at leve i. Det er det svære, så jeg vil prøve at gå ud og nyde det i morgen.

- Det er et stykke tid siden, jeg har haft en så god fornemmelse for mit spil, som jeg havde i dag. Det er sjovt, hvad en god nats søvn kan gøre i golf, sagde Bjørn til europatouren.

Han har kun tre slag op til andenpladsen. Den deler Jon Rahm med japaneren Hideto Tanihara i -5.

Det begynder at lugte af sydafrikansk sejr på Valderrama. Christiaan Bezuidenhout øgede sit forspring til fem slag med en runde i 69. Bezuidenhout har stort set ikke sat en fod forkert i løbet af de første tre runder, og der er ingen grund til at tro, han vil begynde at akkumulere fejl søndag. Men Valderrama er altid klar til at straffe den mindste usikkerhed, og derfor er intet forspring sikkert på Europas Augusta National.

Mens Bjørn havde fart på opad i stillingen, gik det lidt tilbage for Søren Kjeldsen. Han tabte syv placeringer med en runde i 73 slag. Inden de afgørende 18 huller er han nummer 30 i +1. Han har kun tre slag op til blandt andre Bjørn og den forsvarende mester, Sergio Garcia, på sjettepladsen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer