Benjamin Poke i top-20 inden weekenden | Golf.dk
Benjamin Poke har hentet fire top-25 placeringer på challengetouren i 2019. Denne uge er han på vej mod sit femte.

Foto: Getty Images

Benjamin Poke i top-20 inden weekenden

19/07 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Fredag brugte Benjamin Poke 68 slag på Golf Club Adamstal. Det var den 27-åriges fjerde runde i træk i 60'erne på challengetouren, og den bringer ham i position til at forbedre en i forvejen imponerende sæson i Europas næstbedste række. 

I 2016 spillede Poke otte turneringer på challengetouren og tjente 7.730 euro. Året efter blev det til 5.500 plus småpenge fra ni turneirnger. Efter et års pause er Poke tilbage, og efter ni turneringer i 2019 er han på 33. pladsen for sæsonen med 20.456 indtjente euro.

I Euram Bank Open er der 28.800 euro til vinderen, og det er ikke umuligt, at danskeren kan kæmpe med om den check i løbet af weekenden. Efter dagens arbejde er han fem under par og på en delt 18. plads. 

Derfra er der to slag op til top-10, mens Skotten Calum Hill fører an i -11. Efter en runde i 64 har han to slag ned til tyske Marcel Schneider.

Jeppe Huldahl klarede sig også videre til weekenden i Østrig, men han kunne ikke opretholde det høje tempo fra førstedagen. Doublebogeys på dagens to første par tre huller blev kostbare. Selvom han spillede sine sidste ni huller tre under par blev dagens score +1. Huldahl går ind til de afgørende 36 huller på 33. pladsen i -3.

Oliver Hundebøll Jørgensen trak sig efter første runde, og anden runde blev endestationen for Peter Launer Bæk og Mark Haastrup, som sluttede i +5, og det samme gjalt Christian Gloët, som sluttede i +4. Cuttet faldt i -1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer