Bare mænd vigtige for Pink Cups vinderklub | Golf.dk

Bare mænd vigtige for Pink Cups vinderklub

27/10 - 2016 | Martin Rahbech

Alle bidrag stort som små til Pink Cup og dermed kampen mod brystkræft er værdifulde. Sådan er det også i Trehøje Golfklub, og der løber bidragene op til at gøre den midtjyske klub til klubben med størst bidrag i både 2015 og 2016.

I 2016 løb det op i 187.358,50

En stor ære for det flotte beløb må gives til mændene. Der er nemlig en match, der går igen år efter år med det sigende navn; ”Bare mænd støtter brysterne”.

Konceptet er ganske klart. Det er en match kun for mænd, og den blev i år afviklet for syvende gang.

Det er blevet en attraktiv match for både klubbens egne mænd, men også omegnsklubbernes. I dette års udgave var pladserne fyldt op, og der er kun plads til 120 deltagere.

Det koster 350 kroner for at deltage og prisen er den samme uanset klub. 

-Vi blev tidligt enige om at prisen skulle være den samme for alle. Klubben har ikke økonomi i det. Vi gør også meget ud af, at det skal være en god dag for alle, så vi har puttekonkurrence, amerikansk lotteri og flere andre ting, som alle sammen er med til at bidrage til vores samlede støtte, fortæller Per Voetmann fra Trehøje Golfklub til Golf.dk

Han fortæller også med glæde omkring pølsevognen, hvor alt koster 25 kroner. Om det er pølse med brød, en øl eller en vand.

Sammen med personlige sponsorater på cirka 55.000 kroner løb det op i 119.697 kroner. I de syv år tilsammen har man støttet med 422.700 kroner.

- Matchen er allerede planlagt til næste år, og da Trehøje Golfklub har fået æren af at afholde Landsfinalen i Pink Cup, så går vi efter at runde en halv million i samlet støtte fra herrerne, siger Per Voetmann.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer