Banerekord slået med fire slag efter 13 år | Golf.dk
Der skulle gå 13 år før at banerekorden i Aabenraa Golfklub blev slået, men tilgengæld blev den også knust.

Banerekord slået med fire slag efter 13 år

01/05 - 2019 | Jakob Schmidt

Aabenraa Golfklub (par 71) blev etableret i 2002 og åbnede alle sine 18 huller i 2005. Siden da har der været spillet golf - og til tider rigtig god golf på banen. Dog har banerekorden for herrer overlevet mange attentatforsøg og var indtil lørdag den 27. april 2019, en rekord der havde overlevet lige siden 2006.

Det var under åbningsturneringen, som blev afholdt af klubbens PGA-træner Ronni Christensen, at banerekorden blev nedlagt – og det noget så eftertrykkeligt. Manden bag den vilde score hedder Søren Marquardt Frosch og han spiller til dagligt som professionel på Pro Golf Tour i Tyskland.

Det var ikke et tilfælde at den 22-årige Søren var med i åbningsturneringen i Aabenraa Golfklub, da han er en af klubbens egne juniorer og har lært alt hvad han kan og ved om golf i selvsamme klub. At han så lykkes med at knuse banerekorden i netop denne turnering, og efter hundredevis af forsøg, kommer lidt som en overraskelse.

Til åbningsturneringen var det nemlig PGA-træneren Ronni Christensen, der selv havde stået for pin-placeringerne og nogle af spillerne argumenterede for, at de mere hørte til turneringen ”Greenkeeperens Hævn” end til åbningsturneringen.

Søren Marquardt Frosch havde åbenbart ingen problemer med hverken vinden – eller pin-placeringerne - den dag. Efter runden kunne han stolt vise nedenstående fejlfrie scorekort frem som viser den nye banerekord for herrer på 63 slag, 8 under par.

Søren turnede Pro i 2018 og modsat mange andre danske golftalenter, så valgte han at forfølge sin drøm som professionel golfspiller på Pro Golf Touren som har udspring i Tyskland, men hvor der spilles 20 årlige turneringer i 7 forskellige lande som udover Tyskland tæller Egypten, Marokko, Tjekkiet, Østrig, Polen og Holland.

Den første banerekord blev sat i åbningsåret 2005 af Jeppe Bladt (dengang Aabenraa Golfklub og Skjoldenæsholm Golfklub) med en score på 68 slag. Denne rekord fik dog kun lov til at stå i et enkelt år, hvor den senere ECCO-Tour spiller André Kasprzak (Haderslev Golfklub) forbedrede rekorden med 1 slag under Srixon Junior Open 2006.

Siden da er rekorden blevet forsøgt slået mange gange, men ingen har formået at beherske vinden og de meget kuperede greens i Aabenraa Golfklub, på bedre vis end André Kasprzak i 2006. Altså lige indtil i lørdags. Selvom Søren har indgående kendskab til Aabenraa Golfklubs bane, så fornægter talentet sig ikke og mon ikke, der igen går mange år før Aabenraa Golfklub skal opdatere sin banerekord for herre.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer