Bane skal sælges: Jysk klub mister ni huller | Golf.dk
Hvis alt går efter planen, må medlemmerne i Holmsland Klit Golfklub fremover nøjes med 18 huller.

Foto: Holmslandklitgolfklub.dk

Bane skal sælges: Jysk klub mister ni huller

25/11 - 2019 | Henrik Søe

Holmsland Klit Golfklub blev stiftet i 1992, og i 2006 blev banen udvidet til 27 huller. 

Men nu forsvinder ni af hullerne. 

Hvis handlen som forventet træder i kraft i starten af 2020, bliver den privatejede golfbane på vestkysten 1. april overtaget af Lalandia, der skal i gang med at opføre Nordeuropas største feriecenter med badeland og 485 tilknyttede feriehuse. 

Da den første aftale mellem Lalandia og klubbens ejer Jens Lind blev indgået i 2016, var intentionen, at banens 27 huller skulle bevares. Men efterfølgende har planerne udviklet sig til, at halvdelen af centrets 500 feriehuse skal ligge på golfbanens område. Det betyder, at ni af hullerne forsvinder. 

- Det har vi det okay med. Lalandia overtager banen, og vi kan lige så godt spille sammen med dem og prøve at få det bedste ud af det, siger Bitten Østergaard, formand i Holmsland Klit Golfklub  

- Med det antal faste medlemmer vi er i dag, så er 18 huller jo fint. Der er mange klubber med flere medlemmer end os, der kun har 18 huller. Vi har en del greenfee-spillere, men jeg er sikker på, at der nok skal blive plads alligevel, siger Bitten Østergaard. 

Klubben holder nu ekstraordinær generalforsamling den 9. december, hvor repræsentanter fra Lalandia er inviteret med, og hvor klubbens medlemmer skal tage stilling til og acceptere de nye planer.

- En del medlemmer har været lidt bekymrede for om det hele lukkede ned, men det vigtigste er, at vi stadig har en golfbane fra næste år, siger Bitten Østergaard. 

Inden Lalandia officielt kan overtage, skal lokalplanen for området først endeligt godkendes, og det sker formentlig tidligst i starten af februar 2020. 

Samtidig arbejder Holmsland Klit Golfklub og Lalandia også på at finde ud af hvem af parterne, der skal køre driften af banen videre. 

- Lalandia har givet udtryk for, at de gerne ser klubben drive det videre, da drift af golfbaner ikke er deres kernekompetence. Jeg kan forestille mig, at man i det første års tid laver en overgangsordning og ser tingene an, siger John Clausen, der er daglig leder i Holmsland Klit Golfklub.  

De huse, som skal anlægges på golfbanen, kommer til at berøre den røde sløjfe. Lalandia i Søndervig har allerede solgt over 400 af de i alt 483 feriehuse, som skal opføres. 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer