Axelsen og Florida Gators vinder i rekordscore | Golf.dk
John Axelsen gik runder i 69, 68 og 70 for at slutte på en delt sjetteplads.

Foto: Golf.de

Axelsen og Florida Gators vinder i rekordscore

17/05 - 2018 | Mikkel Ring Christensen

Der var rift om John Axelsens underskrift, da talentet fra Sorø besluttede sig for at gå collegevejen. University og Florida endte som vinder af den kamp, og med Axelsen på holdet endte The Gators også som vinder af NCAA Kissimmee Regional.

Trods rige golftraditioner formåede skolen ikke at avancere fra sidste års regionals, men i år kan Florida tage til NCAA Championship efter at have tromlet feltet i en rekordscore.

Axelsen, nummer 51 på amatørernes verdensrangliste, havde en stor andel i den præstation. Han gik tre runder under par og sluttede samlet i -9 på sjettepladsen. Holdkammeraterne Andy Zhang og Chris Nido tog sig af de øverste placeringer i henholdsvis -13 og -12.

Vejret gav masser af udfordringer, og spillet under finalerunden blev stoppet gentagne gange. Det kunne ikke bremse Florida, som startede dagen fem slag foran de nærmeste forfølgere og kollektivt gik banen på Reunion Resort 17 under par. 

Det er den laveste holdscore for 18 huller i skolens historie, og det førte også til den laveste totalscore nogensinde, -42. Det er fem slag bedre end den tidligere rekord.

Florida vandt med hele 12 slag ned til University of Central Florida.

- 42 under par, en ny scoringsrekord på University of Florida, det er ret så specielt, og særligt at gøre det i den vigtigste turnering. Jeg er så stolt af de her gutter og de ofre, de har gjort. Vi spiller noget af vores bedste golf og har en spændende mulighed næste uge, udtaler coach J.C. Deacon til universitetets hjemmeside.

NCAA Championship spilles fra 25. til 30. maj og kan streames på golfchannel.com.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer