Austin fører i Houston | Golf.dk
Lidt ekstra vidde gjorde den helt store forskel for Austin Cook under første runde af Houston Open.

Foto: Getty Images

Austin fører i Houston

11/10 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Lucas Bjerregaard indledte sin karriere som medlem af PGA Touren med et misset cut, men i andet forsøg ser det ud til at gå bedre. Turen er gået fra Las Vegas til Golf Club of Houston i Texas, og der indledte frederikshavneren Houston Open med en runde to under par.

I reglen er Bjerregaards lange spil eminent, men putteren præsterer ikke altid på samme niveau. Det har været tilfældet på det seneste, hvor der har været flere dårlige dage på greens end gode, men torsdag i Houston Open var Bjerregaard marginalt bedre end feltet med putteren.

Trods to bogeys og en doublebogey hældte han nok birdies i til at klare sig rundt to under par, og det giver en delt 36. plads efter første runde.

Han er fire slag foran sin landsmand og tidligere landsholdskollega Sebastian Cappelen. 2019-2020 er første sæson nogensinde, Danmark har to medlemmer af PGA Touren, og Houston Open er den første turnering, de begge deltager i.

Derfor blev der skrevet et lille stykke historie torsdag, men hvis Cappelen skal have alle fire runder med i Texas, skal der andre boller på suppen fredag. Cuttet ligger til at falde i -1, og fynboen er to over par efter en runde, hvor det kun blev til en enkelt birdie. 

Mens Cappelen får sin sag for blot for at kvalificere sig til weekenden - hans score i +2 giver en delt 111. plads - er hans ven og tidligere holdkammerat fra universitetet i Arkansas, Austin Cook, helt i front.

Efter en 14. plads i sæsonens første turnering har Cook misset tre cuts i træk, men torsdag satte han kursen mod karrierens anden titel på PGA Touren med en runde otte under par. I løbet af en håndfuld huller fra femte hul var Cook seks slag under par.

- De seneste uger har min ball-striking været lidt tvivlsom. Tidligere på ugen sendte jeg en video til min træner, og han sagde bogstaveligt talt bare, at jeg skulle skabe mere vidde, og det er det eneste, jeg har arbejdet på hele ugen, sagde Cook efter sin første runde i 64 slag.

Sådan en præsterede landsmanden Talor Gooch også. Med en varm putter producerede Gooch hele 10 birdies på vej mod en score i -8. 

De to amerikanere fører med et enkelt slag ned til østrigeren Sepp Straka.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer