Ariya Jutanugarn favorit til at tage sin tredje major | Golf.dk
Ariya Jutanugarn er en af to spillere, som er stukket af fra feltet ved KPMG Women's PGA Championship.

Foto: Getty Images

Ariya Jutanugarn favorit til at tage sin tredje major

23/06 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Ariya Jutanugarn er nede som nummer otte på verdensranglisten, men når den tidligere nummer ét rammer sit højeste gear, er der få i damegolfen, som kan være med.

Det er tilfældet i KPMG Women's PGA Championship. Jutanugarn brugte 68 slag lørdag, nåede til -8 samlet og skabte et hul på tre slag ned til Nelly Korda og Lizette Salas. Sung Hyun Park er fire under par ligesom Sei Young Kim, og så følger flere af stjernenavne derefter. Inbee Park, Jin Young Ko og søster Moriya Jutanugarn.

Ingen af dem har været i stand til at følge med Ariya Jutanugarn i løbet af de tre første dage. I stedet er det verdens nummer 114, vinder af nul titler på LPGA Touren, som står mellem den 23-årige thailænder og karrierens tredje major.

Selv med sit første treputt i turneringen på lørdagens sidste hul kom australske Hannah Green rundt i 70 slag på Hazeltine National Golf Club. Hun nåede til -9 samlet og fører med et slag ned til Jutanugarn.

Med et stort hul ned til de næste i stillingen kan finalerunden udvikle sig til en duel mellem Green og Jutanugarn, mellem stjernen og vandbæreren.

Jutanugarn har en kæmpe fordel når det kommer til fart og længde, men lørdag var hun meget imponeret over sin modstanders spil.

- Det er en major og en stor uge. Jeg nyder meget at være her og at spille med hende i dag og se så vidunderlig golf. Hun spillede forni utroligt, ind-og-i, lange putts. Det er utroligt, hvordan hun spillede, sagde Jutanugarn.

Roserne går også den anden vej.

- Jeg synes, det mest skræmmende ved hende er, hvor langt hun slår bolden. Det var første gang, jeg spillede med hende. Jeg vidste selvfølgelig, hvor godt hun spillede sidste år, sagde Green.

Fortsætter de det høje niveau søndag, kan det blive en tvekamp om titlen, men der er god stemning mellem de to spillere i toppen af stillingen.

- Hun må være sulten efter en ny majorsejr, Men hun var faktisk rigtig rar. Jeg kan oprigtigt sige, at jeg følte, hun gik op i, hvordan jeg havde det derude, og vi havde masser af tid til at snakke, sagde Green.

Tiden vil vise, om der er ligeså meget tid til hyggesnak, når afgørelsen nærmer sig på de sidste huller. Førerbolden med Green, Jutanugarn og Salas indleder finalerunden klokken 18.35 dansk tid.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer