Amerikansk sejr i Østrig efter drama | Golf.dk
John Catlin med det synlige bevis på, at han nu er tredobbelt vinder på European Tour.

Foto: Getty images

Amerikansk sejr i Østrig efter drama

18/04 - 2021 | Peter Bugge

Siden september sidste år har amerikanske John Catlin blot spillet 13 turneringer på European Tour – og har vundet tre af dem! Tredje sejr kom i hus ved Austrian Golf Open søndag. Men sikke et drama, han måtte igennem undervejs på Diamond Country Club.

Det så ellers ud som om, tyske Maximilian Kieffer havde tænkt sig at række ud efter sejren, da han efter en flyvende start var -6 efter syv huller. Og havde etableret et forspring på tre slag. Men efter bogey på både 9. og 11. hul åbnede han op for konkurrenterne.

Den åbning benyttede 30-årige John Catlin sig af. Han præsterede en fejlfri runde i -7, og så stod det helt lige mellem tyskeren og amerikaneren efter 18 huller – begge i -14 for turneringen.

Dermed var der lagt op til en dramatisk afslutning med omspil, og de to måtte spille 18. hul fem gange, før afgørelsen faldt. Her slog tyskeren sin bold i vandet hele tre gange, og så var vejen banet for amerikansk triumf.

Dermed må tyskeren konstatere, at 216. gang heller ikke var lykkens gang, han er fortsat uden sejr på European Tour.

Bedste dansker blev Nicolai Højgaard, der med en sidste runde i -5 spillede sig ind i Top 10. Efter de første ni huller var han i -1 for dagen efter to birdies og en bogey. Men på de sidste ni kom endnu fire birdies, og en runde i -5 rakte til syvendepladsen i en samlet score på -7 – det er årets bedste placering for ham. Med sin placering i Top 10 er Nicolai Højgaard kvalificeret til næste uges turnering på Gran Canaria, men han spiller efter al sandsynlighed i stedet sæsonpremieren på Challenge Tour i Sydafrika, hvor han også er tilmeldt.

Et mulehår efter i den samlede stilling fulgte Rasmus Højgaard, der ligesom sin tvillingebror var rundt i -5 på finalerunden. En samlet score i -6 rakte lige akkurat ikke til en plads i Top 10. Og han kan næppe lade være med at tænke på den fem-dobbelte bogey, han lavde på anden runden. Uden den kunne han have været med helt fremme, hvor det er sjovt, nu måtte han i stedet tage til takke med en delt 12. plads.

Efter første runde var Jeff Winther på sjettepladsen, og han var også bedst placerede dansker før søndagens finale. Men efter dobbelt-bogeys på både første og tredje var det op ad bakke for danskeren. Herfra holdt han dog fint sammen på spillet, og med tre birdies på de resterende huller, kunne han notere +1 for dagen og en samlet placering som nummer 28.

Søren Kjeldsen startede lige som lørdag godt og var -2 efter fem huller. Men derfra lavede han to dobbelt bogeys i træk, og så var den gode start sat over styr. Kjeldsen måtte notere +5 for dagen, og en score i + 4 totalt rakte blot til en 61. plads – et fald på 36 pladser på finaledagen.

Benjamin Poke fortsatte, som han sluttede lørdag. Han spillede en frygtelig finalerunde - +11 sendte ham ned på sidstepladsen blandt de spillere, der havde klaret cuttet.

Dagens mest besynderlige score stod Thomas Detry for. På par 3-hullet 14. måtte belgieren bruge hele ti slag efter en syvdobbelt bogey. Han sluttede turneringen en plads bedre end Benjamin Poke.

I næste uge drager European Tour fra kolde Østrig til varme Gran Canaria til den første af tre turneringer i træk på De Kanariske øer. Fem danskere er tilmeldt: Thorbjørn Olesen, Lucas Bjerregaard, Joachim B. Hansen, Jeff Winther og Søren Kjeldsen.

Link til resultatet

 

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,976
  • Unique Visitor:191,754
  • Registered Users:170,249
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:2,461
    • This week:93,455
    • This month:442,332
    • This year:3,554,772

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk