Amerikanerne kommer | Golf.dk

Amerikanerne kommer

12/07 - 2016 | Mikkel Ring Christensen

Indiskutabelt er det, at The Open Championship er verdens ældste og mest traditionsrige turnering. Mange vil mene, at det også er den største og smukkeste, og derfor er det ærgerligt, at fokus ved Open-ugens start kom til at handle om Jordan Spieths afbud til OL.

Mens verdens nummer tre ikke kommer til at spille en rolle i Rio, så ligner han en farlig man i den 145. udgave af The Open, for historien er på Spieth og resten af amerikaneres side. Der spilles for niende gang på Royal Troon, med det verdenskendte par tre hul ”The Postage Stamp”, og der trives stars and stripes af en eller anden grund fortrinligt. De seneste seks udgaver er alle vundet af amerikanere.

For 12 år siden besejrede ukendte Todd Hamilton kæmpen Ernie Els ved hjælp af en ny opfindelse: Hybridkøllen, som han både anvendte til lange slag og til at chippe med omkring greens.

I 1997, da alle tilskuerne var gået hjem, sad Justin Leonard alene tilbage med sin caddie og et par pizzaer på tribunen bag hul 18, forvirret over at have vundet.

Et lille årti tidligere løftede Mark Calcavecchia The Claret Jug på Troon. Før det Tom Watson og Tom Weiskopf, og amerikanernes ubrudte sejrsrække på banen Troon, som i forbindelse med sit 100 års jubilæum i 1978 fik tilføjet ”Royal”, strækker sig helt tilbage til Arnold Palmer i 1962.

I år er der 51 bud på en amerikansk vinder. Speith sluttede et slag fra omspillet for et år siden. Det vandt hans landsmand Zach Johnson, og de har begge vist fina takter på det seneste og kunne meget vel blande sig i toppen søndag.

Den klart største trussel kommer fra Dustin Johnson. Den 32-årige rider på en bølge af succes efter sejre i US Open og Bridgestone Invitational, og hans flade, borende boldflugt er som designet til succes i den hårde skotske vind.

Feltets tre danskere er altså ikke bare op mod en skræmmende formstærk nummer to i verden, de er også i kamp mod en historisk tendens. Til den store opgave kan Lasse Jensen og Søren Kjeldsen støtte sig til hinanden, for de første dage er de sat i samme bold. Torsdag går de på banen klokken 13.42 dansk tid med Bill Haas.

Der er Thorbjørn Olesen allerede færdig med sin første runde. Han går på banen 08.41 med Darren Clarke og Jim Furyk.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer