Amatør kvalificerer sig til Evian Championship | Golf.dk

Amatør kvalificerer sig til Evian Championship

25/05 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Når det bliver tid til Evian Championship sidst i Juli, vil hjemmebanespilleren Pauline Roussin-Bouchard være at finde i feltet. Under kvalifikationsturneringen samme sted, Evian Resort Golf Club, sluttede den 18-årige amatør på andenpladsen. 

Roussin-Bouchard gik ind til ind til finalerunden ved Jabra Ladies Open på førstepladsen, og den så hun ud til at holde fast i, da de første 15 huller lørdag blev tilbagelagt fire under par. Derefter fulgte to doublebogeys i træk, og selvom det blev til en birdie på sidste hul for en 70'er, -1, var det ikke nok.

I stedet gik sejren til engelske Annabel Dimmock, som kom stærkt fra start med fire birdies i løbet af de første ni huller. De sidste ni blev spillet i +1, men hendes score i 68 slag rakte alligevel til sejren. Den 22-årige vandt turneringen tællende til Ladies European Tour og LET Access Series i -7 med et slag ned til den franske amatør.

Emily Pedersen var eneste danske deltager, og efter en 37. plads kommer hun ikke med til Evian Masters, hvor hun i 2016 hentede karrierens bedste resultat i en major. Lørdagens finalerunde lignede en umulig opgave. 23-årige Pedersen startede ud på 46. pladsen med 11 slag op til andenpladsen, som ville have sikret majorkvalifikation.

Det lykkedes ikke, men en 73'er, to over par, var Pedersens bedste runde i turneringen. Samlet sluttede hun ni slag over par og fik 1.400 euro med fra Frankrig.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer