Aalborgs damer sikrer sig guldkamp om DM efter omspil | Golf.dk
Daisy Nielsen spillede en afgørende rolle i Aalborgs avancement til finalen om guldet i Santander Divisionen.

Aalborgs damer sikrer sig guldkamp om DM efter omspil

12/09 - 2020 | Mikkel Ring Christensen

Santander Divisionen afgøres denne weekend i Horsens Golfklub. Semifinalerne blev spillet lørdag, og tre af dem endte med klare sejre.

Blandt herrerne var det holdene fra pulje øst, som sikrede sig finalebilletter, og hos damerne gjorde Helsingør rent bord i opgøret mod Vejle. 

Det var noget helt andet i semifinalen mellem  damerne fra Hillerød og Aalborg. Det blev tæt til det sidste, og to foursomes efterfulgt af fire singles var ikke nok til at finde en vinder.

Efter foursomes førte Aalborg 3-1, men det var Hillerød, som så ud til at skulle løbe med sejren og sikre sig billetten til finalen. I de to første singles vandt Fie Ekman og Freja Ekman sikre sejre til Hillerød, og Camilla Tange Nielsen vandt overlegent point til Aalborgs konto i tredje single. 

Det så ikke ud til at være nok for nordjyderne. Samlet stod det 5-5, men i sidste single var Hillerøds Fie Kjærgaard Olsen 4 up efter 12 huller i sin match mod tidligere LET-medlem Daisy Nielsen.

Men hul efter hul reducerede Aalborg-spilleren forskellen, og efter 18 huller var de helt lige. Dermed skulle der omspil til for at finde en vinder.

Hillerød pegede på Fie Kjærgaard Olsen, Aalborg på Camilla Tange Nielsen. Afgørelsen faldt på første omspilshul. Tange Nielsen kontrollerede nerverne og producerede en birdie for at sende Aalborg i finalen.

I kampen om guldet venter Helsingør, som vandt 12-0 mod Vejle. Tre af de seks matches nåede 18. hul, men det var sjællænderne, som vandt i alle tre tilfælde. Kajsa Landström hentede holdets mest overbevisende sejr på 5&3.

Hverken Helsingør eller Aalborg har prøvet at vinde DM for klubhold, en turnering der strækker sig tilbage til 1975, så uanset hvad, vil der blive skrevet historie søndag.

Aalborgs herrer har til gengæld vundet DM 12 gange, men det bliver ikke til et 13. danmarksmesterskab i 2020. I semifinalen mod Søllerød stod det 4-2 til holdet fra pulje øst efter foursomes, og i eftermiddagens singles var Søllerød suveræne. 

Patrick Winther, Jonathan Gøth-Rasmussen, Jamie Tofte Nielsen, Rasmus Ipsen og Nicolai Tinning vandt deres singles, og derfor betød det intet, at Jesper Thuen fra Aalborg fik pyntet på resultatet med en sejr i sjette og sidste single. 

Samlet endte det 14-4 til Søllerød. I finalen om guldet kommer de op imod Smørum, som besejrede Silkeborg Ry med 12-6.

Dagens første foursome bestod af fire professionelle med erfaring fra challengetouren eller derover. Morten Ørum Madsen og Oliver Hundebøll mødte Marcus Helligkilde og Victor Østerby. Det blev silkeborgenserne - Madsen og Hundebøll - som trak det længste strå med en sejr på to huller, men det var alligevel Smørum, som førte ved frokosten.

Michael Kærgaard Nielsen og Emil Søgaard bragte Silkeborg Ry foran med sejre i de to første singles, men derfra satte Smørum sig på matchen. Ingen af de fire sidste singles nåede til 18. hul, og Smørum vandt i dem alle. 

Søllerøds herrer vandt guld i 2016 og 2017. I Smørum er det kun damerne, som har prøvet at blive danmarksmestre for klubhold.

Resultater hos damerne
Resultater hos herrerne

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Hvis du oplever at hjemmesiden er langsommere end normalt, tryk HER for at slette alle cookies fra golf.dk