70’er giver debutant drømmestart | Golf.dk
Will Zalatoris gik uimponeret til opgaven under første runde af The Masters.

Foto: Getty Images

70’er giver debutant drømmestart

08/04 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

Ingen rookie har vundet Masters Tournament siden Fuzzy Zoeller i 1979. Lokalkendskab er afgørende for at nå til tops på Augusta National. Greenområderne er så puklede, at det er en automatisk bogey eller værre, hvis man misser på den forkerte side af green - eller bare ender i den forkerte del af green.

Men på et tidspunkt vil en rookie uundgåeligt slå igennem som undtagelsen, der bekræfter reglen. Jordan Spieth var tæt på i 2014, året inden han selv blev iklædt grønt. I år ligner Will Zalatoris det bedste bud på en debutant-vinder. 

Will Zala-hvem? Zalatoris. Den 24-årige amerikaner har ingen erfaringer med Augusta og næsten ingen erfaringer med majorgolf i det hele taget. Faktisk hører han teknisk set til på Korn Ferry Touren - niveauet under PGA Touren. 

(På grund af coronavirus var der lukket for oprykning efter 2020-sæsonen, og derfor måtte Zalatoris benytte sponsorinvitationer til at spille sig til “special temporary membership” af PGA Touren i løbet af den første del af sæsonen.)

Det til trods har han formået at spille sig i top-50 på verdensranglisten - nummer 46 denne uge - og det er sådan, han har sikret sig en invitation til den 85. udgave af The Masters. 

Zalatoris har ventet længe nok på at få adgang til de største turneringer, og nu hvor han endelig er ankommet, har han ingen planer om at spilde tiden. Ved US Open i september sluttede han på sjettepladsen, og efter sin morgenrunde torsdag er han blandt de førende i The Masters.

Augusta National er sat svært op til årets udgave med faste greens og bløde fairways. Det var intet problem for Zalatoris. Indtil 12. hul var han over par, men med birdie på det berømte par tre hul efterfulgt af en birdie mere på par fem hullet 13., bragte han sig under par. På banens sidste par fem hul, 15., slog han et langt jern ind til få meter og holede sit putt for eagle.

Zalatoris kunne skrive under på en 70’er, to under par, og klokken 20.15 dansk tid er det kun et slag fra Brian Harman, som fører i klubhuset.

- Hele livet drømmer man om at høre ordene “fore please, now driving”. Om noget tager det en smule af presset af, for det jeg har ønsket at prøve det her hele mit liv, og nu gør jeg det. 

- Det er sjovt. Det er som at spille med casinoets penge, og sådan har det været hver uge hele året, for enten vinder jeg, eller også beholder jeg den status, jeg har nu, sagde Zalatoris efter sin runde.

Mens Zalatoris fik et mindeværdigt første møde med Augusta, er andre ved at udspille deres rolle allerede inden første runde er overstået. Lee Westwood er seks over par efter 13 huller, mens Rory McIlroy, Sergio Garcia og Brooks Koepka hver er fire over par efter henholdsvis 12, 13 og 14 huller. 

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,553,365
  • Unique Visitor:191,750
  • Registered Users:170,248
  • Unregistered Users:31,628
  • Blocked Users:12,476
  • Published Nodes:16,597
  • Unpublished Nodes:327
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.239.56.184
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:1,850
    • This week:92,844
    • This month:441,721
    • This year:3,554,161

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk