2020 har været svær for folk med diabetes - golf har hjulpet mange | Golf.dk
Hedeland Golfklub er en af mange klubber, der har tilbud til mennesker med kronisk sygdom.

Foto: Dansk Golf Union

2020 har været svær for folk med diabetes - golf har hjulpet mange

12/11 - 2020 | Peter van Zanten

Den 14. november er det ’Verdens Diabetesdag’ – en global kampagne, der sætter fokus på livet med sygdommen.

Dansk Golf Union har i en årrække haft et samarbejde med Diabetesforening med det formål, at flere personer med diabetes og andre kroniske sygdomme prøver kræfter med golf og oplever, hvordan det gavner deres sundhed.

I år har mange flere valgt at give den grønne sport en chance hos de golfklubber, der samarbejder med kommunale sundhedscentre og lokale patientforeninger, om at få denne målgruppe ud på banen.

Det så ellers sort ud under nedlukningen i foråret, da de planlagte hold alle blev aflyst. På trods af en fyldt kalender var der dog alligevel en del golfklubber, der fik startet et hold op i sensommeren og her har antallet af deltagere generelt været højere end tidligere år.

I det spørgeskema, som deltagerne fik sendt ud inden opstart, har 85 procent svaret, at de enten havde intet kendskab til sporten eller kun en smule kendskab.

At langt flere personer med en kronisk sygdom har givet sig i kast med golf uden at have et særligt godt kendskab til sporten, skyldes formentlig et tættere samarbejde med de kommunale sundhedscentre og lokale patientforeninger. Men noget skal nok også tilskrives covid-19.    

Personer med f.eks. diabetes tilhører nemlig gruppen af særligt udsatte, da de har højere risiko for at få et mere alvorligt sygdomsforløb end raske mennesker, hvis de bliver smittet med covid-19.

Behovet for at holde sig aktiv, så ens kroniske sygdom ikke udvikler sig til det værre, er dog ikke forsvundet med udbredelsen af covid-19. Her har golf adskilt sig fra mange andre sportsgrene ved at foregå udendørs og med mulighed for god afstand til hinanden.  

 En af dem, hvor golf er blevet vejen til en mere aktiv livsstil under covid-19 er Line Maria Sorup på 43.Hende kan man møde i ny dokumentar fra Viaplay under titlen ’Leve uden at dø – pandemien med diabetes’. Her rejser den svenske tv-vært Peter Jihde rundt i Norden og taler med mennesker om, hvordan det er at leve med en lidelse som diabetes under en pandemi.

I følgeskab med Line lægger Peter Jihde vejen forbi Birkemose Golf Club, hvor Line spiller til dagligt. Det er en af de efterhånden mange klubber, der de seneste år har gjort ekstra ud af få personer med en kronisk sygdom med ud på banen. 

Og hvis du spørger Claus Valter, manager i Birkemose Golf Club, er det en indsats der ligger lige til højrebenet.

- Den her indsats falder naturligt i forlængelse af vores arbejde med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. For golf-spillet byder på en masse motion, og der er ingen tvivl om, at det ville have en stor betydning for folkesundheden, hvis flere giver golfen en chance

Line Maria Sorup er ikke den eneste, der er blevet grebet af spillet ude på banen. På trods af, at der ikke var mange af deltagerne, der havde det store kendskab til golf, inden de gik i gang, har 60 procent efterfølgende svaret, at de vil fortsætte med at spille golf.  

For Dansk Golf Union er samarbejdet med Diabetesforeningen mere aktuelt end nogensinde før. For Covid-19 ser desværre ud til at være her et stykke tid endnu, og det samme vil behovet for at kronisk syge kan holde sig aktive i et miljø med minimal risiko for smitte.

Målsætningen er derfor at endnu flere golfklubber starter et hold op til foråret.

Se hvilke golfklubber der pt. har planer om et forløb her.

Dokumentaren 'Leve uden at dø – pandemien med diabetes’ får premiere på Viaplay, Viafree og TV3 lørdag den 14. november på ’Verdens Diabetes dag’.

 

User Comments:

  • Golf & Diabetes

    12/11 - 2020 | Steen Poul Pedersen

    Jeg tog imod tilbudet, og kom ud i Hedeland Golfklub. Det har været et fantastisk forløb og jeg er i dag medlem på par 3 banen. Jeg har fået kontakt med ligesindede, og spiller hver tirsdag og torsdag. Har sammenlagt gået 320 km på golfbanen siden midt august. Alle er venlige, hjælpende og imødekommende. Jeg kan anbefale diabetikere og andre med kroniske sygdomme, at prøve det i 2021. Med venlig hilsen En ny golfer :D Steen Pedersen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:2,230,160
  • Unique Visitor:145,318
  • Registered Users:162,214
  • Unregistered Users:31,160
  • Blocked Users:12,415
  • Published Nodes:15,821
  • Unpublished Nodes:300
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:3.238.70.175
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:252
    • This week:69,808
    • This month:287,490
    • This year:2,230,590

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk