2018 er over os - disse danskere er med på de store tours | Golf.dk
I alt 17 danskere har mere eller mindre fast arbejde på de to største europæiske tours.

Foto: Getty Images/Dansk Golf Union

2018 er over os - disse danskere er med på de store tours

21/11 - 2017 | Claus Rødgaard Thomsen

2017-sæsonen sluttede søndag. 2018-sæsonen begynder torsdag.

Sådan er virkeligheden på europatouren, hvor vinterpause er et fiktivt begreb, og hvor UBS Hong Kong Open fra torsdag markerer de første spæde skridt mod næste års tourfinale.

Her er Lasse Jensen med i feltet, mens Jeff Winther i skrivende stund kun skal bruge to afbud for også at få en plads i feltet.

De to er blandt syv danskere, der har godt med spillemuligheder på europatouren. Dertil kommer ti flere, som vi vil opleve jævnligt på challengetouren til næste år.

Thorbjørn Olesen vandt for en gangs skyld ikke i år, men i kraft af sin sejr i Tyrkiet sidste år har han stadig en vinderkategori og er sikret start i alt undtagen majors og World Golf Championships.

Her får han selskab af Lucas Bjerregaard, som med sin gennembrudssejr i Portugal Masters i oktober nu er sikret en betryggende kategori i hele 2018 og 2019.

Søren Kjeldsen er nu røget ud af kategori 3, da hans sejr i Irish Open i 2015 ikke længere giver ham starter. Men han er sikkert inde blandt de 100 bedste på Race to Dubai i 2017, og derfor vil han kunne vælge turneringer lige så frit som Bjerregaard og Olesen i 2018.

Lasse Jensen er som Søren Kjeldsen kategori 9-spiller. Men Lasse Jensen kneb sig kun lige ind som nummer 100 på Race to Dubai. Han vil dog have adgang til stort set lige så mange almindelige europatour-turneringer som de tre andre nævnte danskere.

Det samme vil Thomas Bjørn. Hans resultater har været langt under hans vanlige standard det sidste par år. Men Bjørnens karrierebedrifter sikrer ham spilleret de næste tre år.

Anderledes tricky ser det ud for Jeff Winther og Anders Hansen, som begge var med på en delt andenplads på Q-school i sidste uge. Anders Hansen er nok ligeglad, da han formentlig stadig kun vil spille nogle få turneringer i løbet af en sæson.

Men Jeff Winther vil jævnligt komme til at sidde neglebidende for at se, om han kan komme ind i en turnering. Det er allerede begyndt i denne uge med UBS Hong Kong Open.

Winther har samme kategori som i 2017. I år gav det ham 15 starter på europatouren. Imidlertid sluttede han i år 15 pladser bedre på tourskolen end i 2016. Det bør give den snart 30-årige spiller fra Kokkedal håb om flere starter i 2018.

På challengetouren er der fire spillere, der kan spille stort set alt det, de vil.

Morten Ørum Madsen sluttede blandt de 45 bedste på tourens rangliste i 2017, mens Martin Ovesen konsoliderede sig blandt de 70 bedste i 2017. Det giver en kategori henholdsvis 8 og 10 til de to.

Også Joachim B. Hansen og Jeppe Huldahl kan spille masser af turneringer på den næstbedste tour i og med de klarede cuttet på tourskolen (Joachim B. Hansen var i forvejen sikret som nummer 53 på Road to Oman i 2017).

Det er dog tvivlsomt, om Huldahl vil benytte sin kategori fuldt ud, da han ikke er sikker på, at han vil genoptage sin karriere. Han vil dog formentlig være at finde på europatouren nogle få gange. Ørum, Hansen og Huldahl vil givetvis få nogle få europatour-starter.

Mark Haastrup vil få adgang til en række challengetour-turneringer efter en sæson, hvor han blev nummer 76 på Road to Oman.

Victor Østerby blev nummer 5 på Nordic League, og det vil give ham et kategori 13-kort og dermed et endnu ukendt antal turneringer på challengetouren. Rasmus Hjelm. Mads Søgaard og Niklas Nørgaard Møller sluttede som henholdsvis nummer 102, 122 og 135 på Road to Oman.

Det vil give et begrænset antal turneringer i 2018, og alle tre vil nok håbe, at de kan modtage nogle Team Made in Denmark-wildcards og dermed kunne sammensætte en fornuftig turneringskalender. Mads Søgaard vil få nogle ekstra turneringer, fordi han har en medical exemption.

Frederik Dreier nåede til Final Stage af Q-School, hvor han missede cuttet. Det giver ham et kategori 15-medlemskab af Challenge Tour og formentlig adgang til et begrænset antal turneringer.

User Comments:

  • LPGA

    22/11 - 2017 | Nicki Hansen

    Tæller LPGA ikke med som en af de store tours? ;) 3 stk på den anden side af Atlanten, kan vi da godt være stolte af!

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer