20 år med Masters | Golf.dk

20 år med Masters

04/04 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

The Masters blev spillet første gang for 85 år siden, men man skulle frem til 1999 før en dansker slog sit første tællende slag på Augusta National. Ottende april det år tog Thomas Bjørn hul på den første af sine 12 udgaver af årets første major. Det blev til et misset cut, men siden fik han bedre tag på banen, og senere fandt også danske kollegaer vej til det ikoniske anlæg i Georgia.

José María Olazábal vandt det år, Bjørn debuterede, og i de 20 år siden, hvor førstepræmien er vokset fra 720.000 dollars til 1.980.000, har der været 25 danske forsøg på at vinde en grøn jakke. Hidtil er Thorbjørn Olesen kommet tættest på med en sjetteplads i sin debut tilbage i 2013. Året efter gik Bjørn ind til finalerunden på fjerdepladsen med chancer for sejren. Han sluttede på ottendepladsen. Søren Kjeldsen blev nummer syv i 2016.

Det er i de senere år, at danskerne har leveret de bedste resultater på Augusta, og derfor var det en skarp afvigelse fra tendensen, da feltet sidste år var helt uden spillere med dansk pas. Det var første gang, det skete, siden 2013, og kun anden gang siden Bjørns debut i slutningen af sidste årtusinde.

I år bliver der svaret stærkt igen. Både Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard sikrede en invitation, da de var i verdens top-50 ved årsskiftet. Thorbjørn er tilbage for første gang siden 2014, og formstærke Bjerregaard får sin første audiens på Augusta National, når det gør løs i næste uge. Han bliver den sjette dansker til at prøve kræfter med de puklede og lynhurtige greens. 

Thomas Bjørn
Debut '99, deltaget 12 gange: Fem missede cuts, tre top-25 placeringer. Bedste resultat – nummer otte.
Anders Hansen
Debut '08, deltaget fire gange: Tre missede cuts. Bedste resultat – nummer 24.
Søren Hansen
Debut '08, deltaget tre gange: Tre missede cuts.
Søren Kjeldsen
Debut '09, deltaget fire gange: Ét misset cut, to top-30 placeringer. Bedste resultat – nummer syv.
Thorbjørn Olesen
Debut '13, deltaget to gange: nul missede cuts. Bedste resultat (og bedste danske resultat nogensinde) – nummer seks. 

I år er syvende gang, der er mere end én dansker med i feltet. 2010 er eneste udgave, hvor tre danskere kvalificerede sig.

Samlet set har de fem danskere klaret cuttet 13 gange - mere end 50 procent - og den rekord skal Bjerregaard og Olesen forsøge at gøre endnu bedre fra 11. til 14. april. Kvalifikation til weekenden sikres ved at være i top-50 eller inden for 10 slag af den førende spiller efter 36 huller.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer