17. hul viser tænder | Golf.dk
Kevin Na ofrede tre bolde til søen omkring 17. hul, skrev under på en 81'er og trak sig derefter fra The Players Championship.

Foto: Getty Images

17. hul viser tænder

12/03 - 2021 | Mikkel Ring Christensen

17. hul på TPC Sawgrass er et af de mest berømte huller på hele kloden, og torsdag blev et bevis på hvorfor. Allerede under første runde af The Players Championship var det 130 meter korte hul genstand for stort drama.

Spillerne slog ikke mere end pitching wedge fra tee, men kombinationen af en fast green og en pind nær bagkanten lagde en fælde, som en lang række spillere gik i. 35 bolde fandt vandet - langt størstedelen af dem ved at pitche på højde med hullet, springe fremad og trille ud over bolværket.

35 er det næsthøjeste antal for en enkelt dag i turneringens historie og var med til at sende scoregennemsnittet for par tre hullet til 3.33.

Kevin Na gjorde sit til at hæve det gennemsnit. Han slog sit teeslag i vandet og druknede to bolde mere fra dropzonen. Bolden i det fjerde forsøg var også tæt på at blive våd men holdt sig i fringen. Derfra chippede Na i hul for en otter. Kort tid efter katastrofen udviklede han en rygskade og trak sig fra mesterskabet.

Paul Casey måtte ofre to bolde til søen omkring “ø-greenen”. Han skulle bruge syv slag, før han fik en bold i hul.

Den største ulykke stod Byeong Hun An for. Sydkoreaneren slog fire bolde i vandet og var først på green i sit niende slag. To putts senere var han kun et enkelt slag fra at tangere Bob Tways rekordhøje score på hullet i 12 slag.

Sergio Garcia var en af de spillere, som sikkert navigerede forbi 17. med en par. Tidligt på dagen var han rundt syv slag under par, og den score rakte fortsat til førstepladsen ved dagens afslutning. En del spillere blev bremset af mørket, så første runde er endnu ikke spillet til ende, men spanieren kommer til at føre, når anden runde begynder. 

Hans nærmeste forfølger er amerikaneren Brian Harman i -5. Sent på dagen sluttede Shane Lowry sig til spillerne på tredjepladsen i -4, og i -3 fil Lee Westwood selskab af sin overmand fra sidste uges Arnold Palmer Invitational, Bryson DeChambeau.

Viktor Hovland kunne også være godt tilfreds med et udlæg i 70 slag, men timer senere blev scoren rettet fra -2 til par. På 15. hul havde nordmanden markeret til siden for at rydde linjen for en medspiller, men i stedet for at markere tilbage til det oprindelige udgangspunkt, flyttede Hovland sit mærke et køllehoved den forkerte vej. Det kostede en straf på to slag og sendte ham ned til 42. pladsen.

Dermed deler verdens nummer 13 placering med blandt andre Jon Rahm og Adam Scott. Verdens nummer ét, Dustin Johnson, er et slag længere tilbage på cutgrænsen i +1.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:3,160,673
  • Unique Visitor:177,667
  • Registered Users:166,751
  • Unregistered Users:31,295
  • Blocked Users:12,450
  • Published Nodes:16,326
  • Unpublished Nodes:316
  • Server IP:10.230.58.21
  • Your IP:34.204.185.54
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:10,086
    • This week:97,964
    • This month:406,882
    • This year:3,161,325

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk