110 procent med driveren | Golf.dk
Efter seks ugers skadespause er Rory McIlroy igen klar til at konkurrere.

Foto: Getty Images

110 procent med driveren

02/03 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Golf når nye højder denne uge, hvor verdenseliten dyster i WGC – Mexico Championship. 2300 meter mere præcist, og det giver golf på en noget anderledes facon. Nok er verden vant til at blive udsat for Dustin Johnsons og Rory McIlroys urimelige drives, men denne uge kommer de til at slå længere end nogensinde før.

Det er meget simpelt. I højderne er luftmolekylerne færre, og det mindsker modstanden på bolden, så den flyver længere. Derfor kan vi komme til at se drives på over 400 yards på Chapultepec Golf Club. 

Banen i Mexico City har overtaget værtskabet for årets første World Golf Championship efter en lang årrække på Doral i Miami, og bortset fra Jason Day (sygdom) er hele top-50 i verden til start. Det giver mulighed for nogle sublime trebolde til torsdagens åbningsrunde, og det har arrangørerne sikret ved at sende top-25 ud efter placering på verdensranglisten.

Dermed får vi verdens nummer et, tre og fire, Johnson, McIlroy og Hideki Matsuyama sammen med start klokken 18.36 dansk tid. Nummer fem, seks og syv, Henrik Stenson, Jordan Spieth og Adam Scott tager hul på turneringen 19.53, mens otte, ni og 10, Justin Thomas, Rickie Fowler og Sergio Garcia bliver introduceret 18.47.

Danmarks to Verdensmestre er også at finde i Mexico denne uge, og de bliver blandt de første på banen. Thorbjørn Olesen får selskab af Daniel Berger og Sam Brazel klokken 18.25, og lige efter følger Søren Kjeldsen, Jason Dufner og Jeunghun Wang.

Der er intet cut, og med 9,5 millioner dollars i samlet præmie er alle spillere garanteret en god løn uanset spillets kvalitet. En god præstation er dog afgørende for at få en stor bid af verdensranglistepointene. Der er 76 point til vinderen, og det er bestemt noget, de to danskere kunne bruge. Efter sin svage sæsonstart i det amerikanske er Kjeldsen drysset ned til 64. pladsen, mens Olesen er nummer 74.  

Link til stillingen.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer