‘Hjemmebanefordel’ gav længe ventet sejr | Golf.dk
Jason Kokrak brugte sin insiderviden til at komme godt rundt på Shadow Creek.

Foto: Getty Images

‘Hjemmebanefordel’ gav længe ventet sejr

19/10 - 2020 | Claes Meldal

Ikke mange havde tippet Jason Kokrak som vinder af CJ Cup – hverken før finalerunden eller før selve turneringen. Men amerikaneren havde et es i ærmet.

Efter 232 turneringer på PGA Tour uden at smage sejrens sødme ville amerikanske Jason Kokrak være tilgivet for at være en smule modløs og opgivende i forhold til sine sejrschancer i CJ Cup i Las Vegas. Men Kokrak havde gjort sig nogle erfaringer, som ikke mange andre PGA Tour-spillere – endsige golfspillere verden over – kan bryste sig af.

Kokrak hører nemlig til blandt den ekstremt eksklusive skare af mennesker, der har spillet den nærmest hermetisk lukkede Shadow Creek-bane mange gange. Faktisk så mange gange, at han efterhånden kender den som sin egen bukselomme. Og den viden kom ham til gode i løbet af CJ Cup.

Den 35-årige amerikaner havde gået tre flotte runder i 70, 66 og 68 slag, og i finalerunden satte han trumf på. Han lavede ikke en eneste bogey på de sidste 18 huller og var generelt sublim til at finde de rigtige plateauer på Shadow Creek. Træfsikkerheden med putteren fejlede bestemt heller ikke noget. Han gik finalefeltets bedste runde med en 64’er og nåede på 20 under par for turneringen. Men det var ikke uden nerver, at Kokrak spillede sit livs finalerunde.

- Der er gået ti år uden en sejr, så det har absolut sat sine spor. Hvis man ikke er nervøs, er man ikke i live. Jeg havde helt klart nerver på, men jeg vidste, at jeg nok skulle klare det. Det var bare et spørgsmål om at overvinde mig selv og lade det ske. For jeg kan godt matche verdens bedste spillere, og jeg skal bare blive ved med at tro på det, sagde Kokrak efter sejren.

Xander Schauffele, der ellers spillede en flot finalerunde og var rundt i 66 slag, måtte gå duknakket fra Shadow Creek efter en hidsig duel med Kokrak i slutfasen. Schauffele sluttede to slag efter Kokrak. Og Russell Henley, der ellers havde en klar føring på tre slag før finalen, fik ikke rigtig tingene til at fungere og måtte tage til takke med en delt tredjeplads, et slag efter Schauffele på andenpladsen.

Med sejren tager Kokrak et gevaldigt hop frem på FedExCup-listen i den unge 2021-sæson, idet han avancerer 79 pladser til en fjerdeplads.

Slutstilling i CJ Cup (PGA Tour)

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

Counter

  • Site Counter:1,651,595
  • Unique Visitor:126,393
  • Registered Users:160,779
  • Unregistered Users:31,219
  • Blocked Users:12,396
  • Published Nodes:15,533
  • Unpublished Nodes:311
  • Server IP:10.230.58.22
  • Your IP:3.219.31.204
  • Since:04 Aug 2020
  • Visitors:
    • Today:4,154
    • This week:97,962
    • This month:388,197
    • This year:1,651,921

Klik HER hvis du ønsker at slette alle cookies fra golf.dk