Ørkenklassiker fylder rundt | Golf.dk

Ørkenklassiker fylder rundt

23/01 - 2019 | Mikkel Ring Christensen

Når spillet indledes tidligt torsdag på Emirates Golf Club, er det til udgave nummer 30 af Dubai Desert Classic. Det er ikke kun banen og byen, der er vokset og har fået karakter gennem årene, det har turneringen så sandelig også.

Lige fra start har turneringen haft held til at tiltrække nogle af spillets største navne – en god pose oliepenge for at stille op hjælper selvfølgelig. Det ses tydeligt ud fra listen af vindere. 10 af de 24 sejrherrer var majorvindere eller er blevet det sidenhen. 

Ernie Els (tre sejre), Tiger Woods (to sejre), Rory McIlroy (to sejre) Seve Ballesteros, Henrik Stenson, Sergio Garcia, José María Olazábal, Fred Couples, Mark O'Meara og Danny Willett har triumferet i Dubai.

Udover stjernerne med majors har Colin Montgomerie også løftet trofæet, og det samme har Thomas Bjørn.

Turneringen har leveret en række uforglemmelige øjeblikke i afgørelsens stund. Sent vil Els' 4-jern fra ørkensandet mellem træerne på hul 18 blive glemt. Det samme gælder Montgomeries driver fra fairway på samme hul. Og så er der selvfølgelig Bjørns direkte duel mod Tiger Woods over fire dage i 2001. Danskeren trak det længste strå, og selvom han siden har vundet langt større præmier, står de 72 huller i Dubai stadig som et af karrierens absolutte højdepunkter. 

Denne uge skal der skrives et nyt kapitel i historien om Race to Dubai, og igen er der masser af store navne på startlisten. Bryson Dechambeau, Tommy Fleetwood, Garcia, Stenson og Ian Poulter er nogle af de største profiler i et felt, der tæller 15 spillere fra verdens top-50.

To af dem er Thorbjørn Olesen og Lucas Bjerregaard. Med i feltet er også  formstærke Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn, mens der også er blevet plads til Joachim B. Hansen.
Der spilles om 3,25 millioner dollars i samlet præmiesum og 46 verdensranglistepoint til vinderen.

Link til stillingen

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer