Ærgerlig afslutning koster Joachim B. Hansen topresultat | Golf.dk
Joachim B. Hansen er under par trods tre bogeys og en doublebogey på første runde i Kina.

Foto: Getty Images

Ærgerlig afslutning koster Joachim B. Hansen topresultat

10/09 - 2017 | Mikkel Ring Christensen

Fra sin 59. plads på Road to Oman så Joachim B. Hansen ud til at skulle foretage et seriøst ryk opad i denne uges Bridgestone Challenge. Formen var god efter sidste uges syvendeplads og søndag eftermiddag angreb han fra et udgangspunkt som nummer 23 med seks birdies i løbet af de første 12 huller. 

Seks birdies er lig med 12 point i det modificerede stableford system, der blev spillet efter denne uge. Det fik turneringens eneste tilbageværende dansker til 37 point og på kurs mod en ny syvendeplads. 

Desværre blev det til to bogeys og en doublebogey på de sidste fire huller, eller fem tabte point, og det kostede Hansen sæsonens tredje top-10 resultat. I sidste ende blev det til en score i +32 og en delt 14. plads. 

Vinderen på Luton Hoo Hotel, Golf & Spa blev Oscar Lengden, som leverede en drømmeafslutning på en runde, han vil huske resten af karrieren. Svenskeren var fem under par efter 15 huller, men han lukkede af med birdie, birdie og en eagle på det 352 meter lange afslutningshul, hvor han drivede green og sænkede et monsterputt.

Runden i 62 slag, -9, gav 19 point, og en total i +49 viste sig i sidste ende at række til karrierens første sejr på challengetouren i det 13. forsøg.

Tættest på kom tyske Nicolai von Dellingshausen med en total i +47.

Link til resultatet  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer