Årets første hole-in-one | Golf.dk
Henrik Niebuhr fik en perfekt start på 2019, da han på årets første dag lavede sin - og årets - første hole-in-one.

Foto: Privat

Årets første hole-in-one

16/01 - 2019 | Henrik Søe

1. januar kan være en hård dag at komme igennem. For Henrik Niebuhr fra Himmelbjerg Golf Club endte årets første dag med at være en rigtig god en af slagsen.

- Vi er en gruppe på 6-8 personer, som fejrer nytårsaften sammen hvert år, og i år blev vi enige om, at vi skulle ud og spille 1. januar for at få noget frisk luft. Vejret var helt forfærdeligt, og vi spillede alle sammen forfærdeligt, som man jo ofte gør, når man har fået for lidt søvn. Men vi havde godt af luften, fortæller Henrik Niebuhr.  

Dårligt spil eller ej. På 7. hul, hvor man ikke kan se den højtbeliggende green fra teestedet, slog Henrik Niebuhr så et slag, der absolut ikke var en fuser.

Spillemakkerne udbrød “den må være tæt på”, og da Henrik Niebuhr kom op på green, var der ingen bold at se. Den lå såmænd i koppen, og dermed var årets første danske hole-in-one en realitet.

- Jeg blev overrasket og glad, men jeg tror faktisk mine medspillere var mere oppe at køre, end jeg selv var, siger Henrik Niebuhr, som fortæller at beslutningen om at tage på golfbanen 1. januar ikke bunder i noget nytårsfortsæt om at spille mere golf.

- Jeg spiller i forvejen 3-4 gange om ugen, så det kan næsten ikke blive til mere. Men det var en god start på golfåret. Så er vi ligesom i gang, siger Henrik Niebuhr med et grin.

Traditionen tro fik Henrik Niebuhr en flaske whisky af klubben for sin bedrift, men den blev ikke åbnet 1. januar.

- Der var ingen af os, der rigtig havde lyst til alkohol den dag. Men vi åbnede den i mandags og fik et glas, siger Henrik Niebuhr, der har spillet golf siden 2004 og aldrig tidligere har lavet en hole-in-one.

- De fleste får aldrig lov at lave en hole-in-one, så det er vældig sjovt at få sit navn op på en tavle i klubhuset. Og pludselig kommer folk, som man aldrig har hilst på før, hen og siger tillykke. Det var en sjov oplevelse, siger Henrik Niebuhr, som altså nu kan prale af være Danmarks første hole-in-one-mager i 2019.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer