Årets danske bundskraber på challengetouren | Golf.dk
Benjamin Poke sluttede som nummer 38 i Østrig

Foto: Getty Images

Årets danske bundskraber på challengetouren

21/07 - 2019 | Henrik Søe

I årets første ni challengetour-turneringer har det dårligste danske resultat været en 17. plads. Vi har med andre ord været vant til at se danskere med helt fremme i den sjove ende. Men denne uges Euram Bank Open i Østrig tog prisen som årets hidtidige bundskraber, når det kommer til danske placeringer. 

Benjamin Poke lå ellers på en 13. plads inden søndagens finalerunde, men en runde i 74 slag (+4) sendte Poke den gale vej på leaderboardet, og den 27-årige sluttede dermed som nummer 38. Poke var i par efter ni huller, men en dobbeltbogey og to bogeys kostede dyrt på vejen ind. 

Jeppe Huldahl, der var eneste anden dansker i finalerunderne, sluttede også af med en 74'er og endte på en 67. plads.

Skotske Calum Hill tog føringen efter andendagen, og den holdt han fast i hele vejen til målstregen. Med sejren og de 28.800 euro stryger skotten ind i top 15, og skubber dermed Martin Leth Simonsen ud af den top 15, som udløser et europatourkort til næste sæson. Dermed er Rasmus Højgaard eneste dansker i det selskab med 12 turneringer tilbage at spille på challengetouren.

Resultat fra Euram Bank Open

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer