Fynsk bane – skotsk charme | Golf.dk

Fynsk bane – skotsk charme

01/03 - 2016 | Claus Rødgaard Thomsen

Selv om golfbanen ved Bogense er meget ung, så trækker den på gamle, historiske referencer.

Ved indkørslen til H.C. Andersen Golf troner en statue af den fynske mesterfortæller.

H.C. Andersens relation til Bogense er baggrunden for det navn, man valgte, da man ikke længere havde lov til at hedde Gyldensteen Golf.

H.C. Andersen Golf har beliggenheden med sig, sådan som den ligger klemt inde mellem Bogense og resten af Fyn.

Det første, man lægger mærke til ved ankomst, er skiltet med teksten “Alle er velkommen”. Det næste er fornemmel­sen af plads.

Træningsområdet synes enormt med pay-and-play banen på ni huller, som lig­ger ved siden af driving rangen.

H.C. Andersen Golf er en inland links-bane, og derfor er vinden den usyn­lige mod- og medspiller, hvad jeg tydeligt får at mærke denne dag tidligt i april.

Syvende hul er et par fem hul på 515 meter (fra gul tee). Det er et heftigt hul med vinden durk imod, skulle jeg hilse og sige.

Men banens primære kendetegn er små og underfundige.

SPIKES MED KARAKTER

På golfbanen i Bogense er spikes ikke no­get, der sidder under sålen på dine golf­sko. Det er små tuer eller knolde af højt græs, som findes i klynger på alle banens huller. Der må være omkring tusind af dem på banen.

De er strategisk placeret, så du bliver tvunget til at tænke dig om fra teestedet. De suppleres af 108 bunkers, som alle er såkaldte pot bunkers.

Det er små, runde bunkers, som findes langs fairways og greens. Nogle er dybe, mens andre næsten er flade.

De mindste er så små, at den iboende rive næsten strækker sig over hele bun­kerens diameter.

Det kan lyde som om, banen er et for­hindringsløb mellem irriterende knol­de og fordybninger, som kan spolere din score, men spikes og pot bunkers er fak­tisk til at forhandle sig uden om.

Mit drive på første hul lander ganske vist i spikes og gør det umuligt at nå gre­en i to. Men resten af vejen ind undgår jeg både spikes og bunkers til trods for flere forkølede drives og jernslag.

Det er en fornøjelse at opleve, hvordan man simpelt og næsten underspillet gi­ver en bane bid og karakter.

H.C. Andersen Golf er et godt eksem­pel på, at man ikke behøver slugter, kun­stige søer eller bunkers så store som håndboldbaner for at skabe personlighed omkring en golfbane. Arkitekt Line Mortensen har givetvis været skotsk inspireret, da hun tegnede banen. Lokale tunger påstår også, at mere end én har gæstet Bogense som optakt til en golfrejse til Skotland.

STRAND OG HUSTAGE

Allerede efter to hullers spil får man for­æret en udsigt til kirketårnet og resten af Bogenses hustage.

Kort efter kan man gå på fjerde fairway og kigge ned på Gyldensteen Strand.

Jo, for-ni har flotte udsigter. Men ef­ter min mening er de sidste ni alligevel bedst.

De første ni differentierer sig ikke så meget fra hinanden. Og en generel ind­vending kan være, at når en bane har fem par tre-huller, så skal der være lidt større variation i dem.

Det bedste par tre hul på banen er ef­ter min mening 10. hul. Tre pot bunkers bevogter det meste af fronten ind til gre­en, men der er en passage i venstre side af green, hvor det er muligt at trille den ind.

Hullet giver spilleren valgmuligheder, og i modvind er det ambitiøst at gå di­rekte efter en pind, der står i højre side af green.

13. og 14. hul er begge virkeligt stær­ke huller. På 13. teested bliver spilleren lokket til at kappe hjørnet af dogleg og få et langt nemmere andetslag, men der er straf forbundet med at fejle det slag.

14. hul er måske det eneste hul på ba­nen, man kan kalde kuperet. Det er et par fem-hul, hvor green ligger på en bakket­op, og hvor tredjeslaget fra de fleste posi­tioner vil være delvist blindt.

TID TIL SKOVTUR

Men signaturhullet må være 16. hul, som er en ægte perle. Det er lidt ironisk, for lige netop det hul bryder med det samle­de designkoncept for banen.

Hullet er et helt lige par fem-hul, hvor man 150 meter fra green slår fra links-området ind i skoven. Porten til sko­ven udgøres af to enorme bøgetræer.

Efter 15 huller på engen, kan 16. hul virke lettere skræmmende fra teested. Men der er tale om et smart tænkt optisk bedrag. For der er faktisk god plads mel­lem de store træer og også i skovområdet omkring green.

17. teested ligger også inde i sko­ven. Herfra slår man ud af skoven til en fairway i det åbne. Den lille skovtur mod slutningen af runden fungerer perfekt som et krydderi på en bane, som ellers følger et helt anderledes koncept.

H.C. Andersen Golf har kun vandha­zard på 9. og 18. hul, og banens ejer gen­nem de sidste fire år, Finn Gramvad, kan godt lide tanken om, at man skal kunne spille hele banen med én og samme bold.

Det lykkes ikke helt for mig. En af mine bolde ligger nok stadig i området ved 9. fairway, men ellers er det en bane, der udfordrer spilleren uden at man be­høver at have en bold med til hvert hul.

Det samlede indtryk er en herlig golf­bane, som er et besøg værd – eller flere.