En kongelig runde | Golf.dk

En kongelig runde

01/03 - 2012 | Torben Thornæs Andersen

- Alle dyrene er nogle, han selv har skudt, siger træneren og peger op på hovedet af en kronhjort. Dyret hænger over døren til restauranten og fremviser et arret kæbeparti, der nok har krævet en længere forklaring fra konservatoren. 

Til højre hænger skytten selv. Fra det malede portræt kigger erhvervsmanden og jægeren Andreas Schou med et skævt smil på alle de gæster og medlemmer, der begiver sig ned ad trappen til omklædningsrummene. ”Æresborger i Vamdrup Kommune”, står der på et indrammet diplom. Til højre hænger en gazelle med blanke øjne og lyttende ører. 

Vildtet på væggene giver klubhuset et eksotisk strejf. Lidt kolonistemning iblandet sønderjysk byggestil. Og så er hovederne et meget synligt bevis på stifteren, Andreas Schous, betydning for hele stedet. Han var manden, der i slutningen af 80’erne købte de 70 hektar jord med udsigt til Jels Nedersø og lagde grundstenen til et af Danmarks på det tidspunkt mest ambitiøse golfanlæg. 

Ved åbningen i 1992 inviterede han ingen ringere end statsministeren til at slå det første slag. I restaurantens bar lige over fadølsanlægget kan man endnu se billedet af en forblæst Poul Schlüter i en respektabel finish, mens han spejder efter bolden. Jo jo, niveauet er skam ikke til at tage fejl af. 

Greens så store som byggegrunde

Stedets golf-pro hedder Morten Sørensen. Efter den korte introduktion til ejerens jagtinstinkt, får vi overdraget vores scorekort sammen med en venlig opfordring til at observere banens gode stand. Da vi spørger til hastigheden på greens, kigger han næsten ligegyldigt ud af vinduet og svarer som det naturligste i verden, ”de ruller vel lidt over 10 på stimpmeteren”. To uger efter vores besøg afholder Royal Oak sin årlige speedweek, hvor greens som regel ryger et godt stykke over 12. Så er det naturligvis ikke på sin plads at vise synderlig begejstring over 10. For os andre er det tocifrede tal imidlertid stadig en ren godtepose, så vi kigger smilende på hinanden og stikker forventningsfuldt scorekortene i lommen. Det er ikke hver dag, man får lov at teste sine evner under professionelle vilkår. Selv på challengetouren, hvor nogle af Europas bedste golfspillere tjener til føden, kommer greens aldrig over 10,5. 

Nu hører der en særlig historie til greens på Royal Oak. Som den første i Danmark blev banen i sin tid anlagt med udgangspunkt i den amerikanske US GA-standard. Det betyder sandbyggede greens på størrelse med byggegrunde. Hver af de 18 greens måler i gennemsnit 700 m2, så en green ramt i regulation er på ingen måde en garanti for par. 

Tidlig julegave

For at nå driving rangen og kortspilsområdet, skal man ud på en mindre spadseretur fra klubhuset. Til gengæld kan man glæde sig over rigtig græs på udslagsstederne, og på vej tilbage mod 1. tee passerer man en stor øvegreen, der kan forberede én på det værste. Eller det bedste, om man vil. Et kig på scorekortet viser, at vi er kommet til en af de længere af slagsen. Knap 6000 meter fra gul og 5000 fra rød er pæne cifre. En hvid og en blå tee fuldender udvalget, så ingen bør føle sig over- eller undermatchet. 

Allerede på 1. hul, får vi lov til at brænde nogle af de mange meter af. Et 388 meter par 4-hul er er en værdig udfordring for de fleste herrer, og man kan næsten få den tanke, at banen lige vil pisse sit territorium af, inden vi kommer for godt i gang. Så det lader vi være med – altså komme godt i gang – og fortsætter til næste hul. 

På 2. hul sker den første forvandling. Med sine bare 301/289 meter minder hullet om en tidlig julegave til alle, der aldrig har spillet banen før. Oppe fra det hævede teested kigger man ud over en fairway, der ligger pænt pakket ind i velplacerede bunkers. Et godt jernslag eller en præcis hybrid åbner for en malerisk afslutning med greenen tæt på søbredden og fri udsigt til dagens kanosejlere.

Med fødderne i vandkanten

Og dermed har banen fundet sit første tema. Fra 3. til 8. hul spiller man i større eller mindre grad langs med søen. Undervejs bliver man jævnligt forkælet med flotte panoramaer ud over vandet, over mod Jels friluftsbad og byen i syd.

Især afslutningerne på 5. og 7. hul må betegnes som enhver banedesigners våde drøm. 5. hul, som er et mellemlangt par 5-hul, starter ganske vist halvsløjt med et blindt slag fra tee, men herfra stiger oplevelsen eksponentielt. På toppen af fairway åbner landskabet sig med en storslået udsigt, og for enden venter en green, der visuelt er placeret med fødderne i vandkanten.

7. hul minder meget om 5. bortset fra to ting. Det er et par 4-hul, og så er det faktisk et bedre hul. For det første er landingsområdet bedre defineret fra tee, og for det andet er der ingen visuelle forbehold med hensyn til green. Afslutningen er vitterlig placeret i vandkanten, så ens andenslag knap kan tåle afvigelser på over 3-4 meter.

Musik og speak

Siden vi forlod 2. hul har vores spil været akkompagneret af bombastisk musik, korsang og en ivrig løbsspeaker. Selvom vores score kan bevidne en del drama, så er lydinfernoet ikke til ære for os. Den kommer i stedet ovre fra den modsatte bred, hvor prøverne til ”Svend Tveskægs Skat” og arrangørerne af Frøs halve ironman kæmper om herredømmet i æteren.

Det er 35. gang Jels Vikingespil varmer op til et historisk vingesus med krigere til hest, unge skjoldmøer og en fri fortolkning af den danske fortid. Så lang en historie kan løberne hos Triathlon-Jels, der står bag den halve ironman, ikke dokumentere. Faktisk er det vist første gang, løbet finder sted. At dømme ud fra speakerens entusiasme, bliver det næppe heller den sidste.

38 meter green

Med 8. hul, et lille snedigt par 4-hul, runder vi sø-temaet af, og begiver os tilbage mod klubhuset. Mens vikingekoret og triatleterne fortoner sig i baggrunden, giver 9. hul os den første antydning af, at noget nyt er under opsejling.   Væk er den kuperede søbred og de store højdeforskelle. I stedet bevæger vi os ind i et velplejet parkanlæg med en del træer, der mest har til formål at stå i vejen for det mest oplagte slag.

9. hul er et både langt og svært par 5-hul, der slutter med et krævende tredjeslag til en 38 meter dyb green. Tre jerns forskel fra forkant til bagkant er bestemt ikke hverdagskost. Personligt stod jeg med et putt for birdie på 25 meter. At det endte med en bogey er naturligvis ærgerligt, men mellem os sagt ikke overraskende. Man får jo angst af de greens!

Og lad os lige få slået det fast. Halvvejs gennem runden står det tydeligt for enhver, at Royal Oak ikke pryder sig med lånte fjer. Banen i Jels lægger sig i førerfeltet med en rent ud sagt kongelig kvalitet på teesteder, fairways, bunkers og greens. Et par enkelte steder trådte den grå jord frem mellem de korte græsstrå, men selv her rullede bolden fint og forudsigeligt på linjen.

U-kongelig afslutning

Hvis man udelukkende ser på layout og udfordringer, så virker de bagerste ni huller til at være fuldt på højde med de første. Når det er sagt, så kan man ikke lade være med at savne søbredden og det åbne landskab. Vingefanget bliver mindre, og det ændrer uvægerligt ens optik. Måske er det derfor, at bag-ni ender med at efterlade et mere anonymt indtryk. Det kan synes unfair, men det slår mig undervejs, at hullerne pludselig er blevet sværere at skelne fra hinanden. Undtagelserne – for dem er der altid nogle stykker af – er 11. hul, et mellemlangt par 4-hul, der driller med nogle velplacerede træer i teeslaget. Det samme gælder 15. hul, der skiller sig ud fra mængden med sin dybe fairway og lange vej til en let hævet og velbeskyttet green.

Pudsigt nok kandiderer 18. hul til at være et af banens mindst interessante. Et lige-ud-af-landevejen layout og en karakterløs afslutning er ærlig talt ikke det minde, en bane som Royal Oak fortjener. Det er nærmest en majestætsfornærmelse.

Pro ark kommer på banen

Dagen efter vores besøg tikker der en pressemeddelelse ind. ”Danmarks hurtigste greens klar til over   9000 golfere”, står der i overskriften. I teksten kan man læse, at familien Schou, der står som ejer af Royal Oak, har indgået en aftale med golfkoncernen Proark golf PLUS. Fremover skal banen i Jels indgå i Proarks kæde af golfbaner, som herefter tæller ni i alt.

Efter en runde på et af Danmarks mest naturskønne og velplejede anlæg virker det påfaldende, at ejerne skulle have behov for at indgå i Proarks koncept. Royal Oak har fra starten ønsket at være en eksklusiv klub. Medlemstallet er i mange år blevet holdt på under 400, så der var bedre plads til alle, ikke mindst det sønderjyske erhvervsliv.

For Jørgen Schou, der varetager faren og familiens interesser, er beslutningen dog meget velovervejet. Kort fortalt er golfkrisen også kommet til Jels. - Vi har stået som så mange andre og spurgt os selv, hvor ender det her? Og så har vi tænkt, skulle vi satse bredere og gå discountvejen, skulle vi indlede samarbejde med nabobanerne, hvad skulle vi? Men vi faldt for et bredere samarbejde med Proark. De vil kunne markedsføre banen og skabe noget synergi, siger Jørgen Schou.

Jørgen Schou forklarer, at der er tale om en forpagtningsaftale, hvor familien bevarer ejerskabet. Proark overtager drift og vedligehold af banen, og det er Jørgen Schou tryg ved. Han holder på, at det er i klubbens interesse, for som han siger; for et lille tillæg kan medlemmerne spille alle ni baner under Proark.

Fremtid en sikret

Det er svære tider for golfsporten, og det gælder ikke mindst, når man som familien Schou står alene med alle udgifterne. Aftalen er et forsøg på at skærpe banens konkurrenceevne, så der også i fremtiden kan blive spillet golf på nordsiden af Jels Nedersø.

Og alt andet ville være en regulær tragedie. Royal Oak er en af den slags baner, man som gæst vil elske at besøge igen og igen. En bane med samme høje standard og landskabelige herlighed finder man ikke mange af på vores breddegrader