Ungdommelige Mølleåen | Golf.dk

Ungdommelige Mølleåen

01/08 - 2010 |

Lad os være ærlige. Nogle gange lader vi os besnære. Det kan ske på mange måder. Gennem kontakt med det modsatte køn. Et kig på en reklame i et magasin. En henkastet kommentar i fjernsynet.

I tilfældet Mølleåen var der to ting, der besnærede mig. Først bippede der en mail ind fra klubbens forretningsfører. Han skrev, at klubben ville blive meget begejstrede, hvis de fik besøg af Dansk Golf. Det er der nu så mange, der skriver. Men han kunne henvise til Mølleåen Golf Klubs snart 40 år på bagen, og at banen de seneste år havde gennemgået “en alvorlig forandring” med omlægning af nogle huller. Det vækkede interessen, og banen blev føjet til listen over banebesøgskandidater. Den anden besnæring fandt sted, da jeg hoppede ind på mgk.dk, som er Mølleåens Golf Klubs elektroniske tilholdssted. Her fangede et citat i øverste venstre hjørne mit blik. Fremhævet på sidens bedste plads stod der: “Klubben har hen over årene gennemgået en udvikling fra let kuperet pløjemark med stendysser til en golfbane af høj kvalitet. Ved første øjekast fornemmes banen som let at gå til. Men den skal angribes meget velovervejet, og netop derfor er Mølleåens Golf Klubs bane en spændende udfordring”.

Det kan jo ikke andet end vække appetiten. Så med en let golfknurren i maven pakkede vi bilen og lod GPS’en føre os til Lynge i det nordsjællandske.

Et par gode medspillere

Banen er ikke svær at finde, og da vi svinger bilen ind på parkeringspladsen, kan vi konstatere, at det er der så sandelig også andre der har gjort denne sommermandag. Vi var sådan set advaret, for det havde ikke været let at finde en starttid i bookingsystemet.

Selve banen er opdelt af en vej, som afskærer træningsfaciliteterne og de syv første huller fra klubhuset og de resterende huller. Ikke en ideel situation, men heller ikke noget som for alvor placerer et tungtvejende minus i vægtskålen, når banen skal bedømmes.

Træningsfaciliteterne får til gengæld et stort plus. Den store plane driving range er glimrende, og det samme kan siges om de andre træningsområder.

1. tee ligger i umiddelbar nærhed, og mens vi i det lille starterskur fik et overblik over, hvor mange slag vi havde til vores rådighed, kom to af klubbens unge spillere gående med deres bags over skuldrene. Høfligt spurgte de, om de ikke måtte gøre os selskab. De havde åbenbart haft større problemer end os med at finde en starttid. Deres handicap var nogenlunde det samme som vores, men vi afholdt os fra at foreslå den sædvanlige dyst om en sodavand eller øl. Det skulle vise sig at være en klog beslutning.

Da vi alle fire havde slået vores drives, lå vores to medspilleres 220 meter fremme midt i fairway, mens den ene af vores bolde var gemt langt ude i roughen i højre side, og den anden havde udløst dagens første dameøl.

Det tog vores unge medspillere nu helt pænt, og de hjalp med at lede efter vores bolde og gav hele vejen rundt gode råd om, hvordan banen skulle spilles. Og det kan der være god brug for i Lynge. Selv om banen ikke er særlig lang, er der masser af lurende farer. Mange af hullerne er dogleg og kombineret med en del vand, er der god grund til at have lidt lokalkendskab med rundt. Nu kan alle ikke være så heldige at få et par lokalkendte med rundt, men så kan den udmærkede baneguide også anbefales.

Staccato-golf

Vi kom stille og roligt rundt på banen. Mens vores medspillere lavede den ene par efter den anden, sørgede vi for at sprede vores logobolde i både højre og venstre rough. Og hvis det ikke var roughen, der tog sig af vores bolde, var det en af de mange velplacerede fairwaybunkere. De korte par 4-huller kan friste til at slå driver, men mange steder er en fairwaywood eller sågar et jern at foretrække, da det tager bunkere og vand ud af spil, og stadig giver mulighed for at nå green.

Det gælder dog ikke på 5. hul. Selv om der ligger to fairwaybunkere klar til at snuppe de skæve drives, vil driveren stadig være det anbefalelsesværdige våben på dette hul. Grunden til det skal findes i andetslaget på dette lange par 4-hul. Den lille green er pakket ind i en hesteskoformet sø, der snupper alt, hvad der er for langt eller for meget til højre. Efter 5. hul følger banens mest ukarakteristiske huller, hvor man fornemmer, at banearkitekten har kæmpet med geografiens begrænsninger. Hullerne - et par 3- og to par 4-huller - er der som sådan ikke noget i vejen med. Det er placeringen, som fordrer en god spadseretur til hvert hul. Fra 5. hul går turen rundt om et gammelt hus, før teestedet dukker op. Og at finde 7. hul kræver lokalkendskab eller et kig på skiltene, for det kniber at få øje på retningen fra den foregående green. Og for at komme til 8. hul skal vejen, som bringer os over til klubhuset og de resterende 11 huller, først krydses. Nu er motion ikke det værste, der findes, og med vejen, der deler anlægget, kan det nok ikke være anderledes, men golfoplevelsen bliver lidt staccato dette sted på runden.

Lokalkendskab i DNA De sidste huller er mere jævne - og noget sværere - end de indledende. Åer, søer, bunkere og træer kæmper om at få lov til at ødelægge ens score. Og når greens samtidig er i så god stand og så hurtige, som tilfældet var på denne dag, så kan det næsten kun gå galt. Jeg skriver næsten, for de nævnte forhindringer gjorde ikke nævneværdigt indtryk på vores to medspillere, der havde gjort par til dagens orden.

Vi andre havde den tvivlsomme fornøjelse at se vores indspil på det lille par 3-hul 11. stille og roligt trille over green og forsvinde i den store sø, som mandsopdækker venstre side af hullet. Sådan kan det gå, når man ikke har lokalkendskab indkodet i sit DNA. Nu nærmede vi os 13. hul og en af grundene til, at vi var her. Jeg kunne huske det gamle hul fra tidligere besøg. Et helt igennem kedeligt hul, hvor udslaget var fuldstændig blindt, og man ville ønske, at resten også var det. Sådan er det ikke længere. Klubben har anskaffet noget jord, så teestedet kunne rykkes og derved gøre hullet “seende” igen. Og så er det gået fra at være et par 4-hul til at være par 5. Hullet er smalt og med et par fairwaybunkers, men de virkelige udfordringer kommer først oppe ved green. Den er pakket ind i bunkers. Men den er nu fint i stand til at forsvare sig selv. Med den store størrelse og de enorme kuperinger er tre-putt og det der er værre ikke unormalt i dette hjørne af banen. Samme dagsorden gælder på det helt nyanlagte 14. hul. Et halvlangt par 3-hul med en skovsø i venstre, bunker og knolde i højre, og en kuperet green midt i mellem.

Kritikere af anlægget vil indvende, at de to nye greens med alle deres konturer skiller sig for meget ud fra resten af banen. Det er da ganske rigtigt, at de øvrige 16 greens er noget mere pandekageinspirerede. Men det tjener til greenkeeperteamets ros, at hastigheden på alle 18 greens er ens. Og måske de to greens blot er første skridt på vejen mod en omlægning af alle greens. Det ville i sandhed gøre banen til en udfordring.

Storslået afslutning

På 15. hul er teestedet blevet flyttet lidt, og hullet er blevet lidt længere. Men essensen af hullet er uændret.

Det er de afsluttende huller heldigvis også. 16. er et langt par 5-hul, der kræver, at man ved, hvor drivet skal placeres (tip: det skal noget længere til venstre, end man tror). 17. hul ser på papiret ikke ud af meget. 139/110 meter er en overkommelig størrelse, men den smalle skråstillede green er pakket ind i fire bunkers med, hvad det giver af herlige udfordringer. Og så er der 18. hul. Udsigten til Bastrup Sø er et ekstra plus til dette flotte afslutningshul. Efter et velplaceret drive venter et nervepirrende andetslag over en å og mellem en sø og en bunker. Og så er vuet med de store træer ved søen og klubhuset i baggrunden med til at gøre hullet til en perfekt afslutning på en runde.

Efter at have puttet ud, sagde vi tak for runden til vores to unge medspillere. Bedre ambassadører kan juniorafdelingen i Mølleåen næppe ønske sig. Og øllene og maden på terrassen kan de også godt være stolte af i Lynge.  

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer