Åndeløs i Asserbo | Golf.dk

Åndeløs i Asserbo

01/08 - 2010 | Torben Thornæs Andersen

Det gælder om at være opmærksom. Lige pludselig dukker de to flagstænger op med klubbens flag, og så er det bare om at dreje på rattet. Misser man indkørslen, ender man snart i Asserbo og sidenhen Liseleje, to af Danmarks ældste sommerhusområder.

Et raskt højresving er dog på ingen måde et farvel til sommerhusstemningen. For enden venter nemlig Bødkergården, Asserbo Golf Clubs over 200 år gamle klubhus, der med sit stråtag og hyggelige gårdmiljø får det til at dufte af landidyl og evigt solskin. Selv på en dag som i dag, hvor maj måned endnu holder sommeren på afstand med skyer og encifrede temperaturer, er de gamle træer og toppede brosten med til at sikre en varm og hyggelig atmosfære.

Asserbo er én af de ældste klubber. På listen over registrerede klubber, indtager Asserbo Golf Club plads nummer ni. Det agtværdige nummer blev tildelt helt tilbage i 1946, da man åbnede for de første seks huller. Ideen om en golfbane omkring Arrenakke Bakke, Nordsjællands højeste punkt, blev allerede udklækket fire år tidligere – en ret ambitiøs tanke midt under 2. verdenskrig.

Men sommerhusfolket savnede deres elskede golf, så da den værste kanontorden var drevet over fik daværende pro i Københavns Golfklub, skotten James Ross, stukket pen og papir i hånden med anmodning om at tilrettelægge en golfbane. I mange år efter boltrede de ferierende gæster sig på klubbens nihullers bane, indtil man i 1993 udvidede anlægget, så det i dag omfatter 18 huller og en seks-hullers par 3-bane.  Skydeterræn

Efter en hurtig indskrivning er det blevet tid til at få varmet leddene igennem. Driving rangen ligger i dejlig kort afstand fra klubhuset … og det er da også virkelig dejligt. Desværre rejser udslagsområdet sig som en mur foran spillerne og gør det ualmindeligt svært at bedømme både flugt og afstand. Området ligner tilmed noget, flyvekommandoen har inddraget som skydeterræn. Garneret med et læs gule træningsbolde tangerer det hele en decideret øjebæ.

Heldigvis kan man vende sig om og gå de fem skridt hen på øvegreenen. Den er lille, men både indbydende og i særdeles god stand – og så kan man jo sludre lidt med gæsterne, der sidder på terrassen lige ved siden af.

Vil man træne indspil og bunkerslag, skal man ud på en mindre vandring   bag om 18. green. Det gider vi ikke. I stedet stopper vi på 1. tee, der let hævet over terrænet byder velkommen med en herlig smagsprøve på banens hofret; en smal fairway efterfulgt af et blindt slag til en hævet green.  

Teori og praksis

Tidligere kunne Asserbo tilbyde hele fire teesteder, men for nylig har man valgt at sløjfe hvid og blå tee, så banen i dag alene råder over gul og rød. Det virker ikke som noget stort tab, især fordi gul og hvid mange steder har været stort set identisk.

5822 meter fra gul tee lyder måske heller ikke voldsomt, men med tanke på banens alder og det kuperede terræn er det såmænd ikke så tosset. 4884 meter fra rød tee er til gengæld en del for lidt, og prioriteringen af teestederne afslører nogle steder alt for tydeligt, hvilket køn der har haft designhatten på.

Lige nu gælder det banens første par 4-hul, et i teorien ganske overkommeligt starthul på bare 320 meter. Og det skal man lige holde fast ved – teorien, altså. For et er teori, og noget andet er blindt slag over en bakkekam til en smal green, hvor vinden har frit spil. Sådan er Asserbo nemlig. Drilsk som bare …  

Luk øjnene På andet hul afsløres det for alvor, hvorfor det er en ualmindelig god ide at have erfaring med banen. Slår man over 200 meter fra tee, skal man fx overhovedet ikke sigte mod fairway, men derimod mod en trægruppe til venstre for fairway. Bolden skal flyves over træerne, ellers risikerer man at slå ud af fairway til et område med bevoksning. I mit tilfælde mødte jeg således nogle yngre birketræer, hvis sidegrene lige præcis passede ind mellem armene i min stance.

Efter en sikker dobbeltbogey går turen videre til næste udfordring, et langt og svært par 4-hul, der igen stikker til ens tålmodighed med et skjult landingsområde. Teestedskiltene på Asserbo er heldigvis meget oplysende og viser tydeligt, at der er OB hele vejen i højre og en sø i venstre. Nå ja, så plejer man jo alligevel bare at lukke øjnene og slå.

Har man også overlevet andetslaget, der virkelig kalder på et herreslag (bolden skal flyves over to skjulte bunkers til en hævet green), så kan man puste ud til et af banens flotteste par 3-huller. På scorekortet står der 198 meter fra gul tee og 174 fra rød. Længden kan dog diskuteres, for med et dramatisk fald fra tee til green er det vinden, der suverænt afgør valget af kølle. I min tid har det været alt fra en driver til et 6-jern.  

Hel - og halvblind

Ja, overtegnede har spillet banen før – en del gange endda – og det hjælper på humøret. For selv om både 5., 6., 7., 8. og 9. den ene gang efter den anden udfordrer med hel og halvblinde slag, så er der én ting, denne bane aldrig er, og det er kedelig.

Tag nu bare udsigten. Asserbo er fuld af bakketoppe, og har man nået sin makspuls på vejen op, bør man gribe chancen og nyde udsigten. Flere steder har man frit udsyn til Danmarks største sø, Arresø, og store dele af det Nordsjællandske sommerland. Vegetationen er dejlig frodig og vidner om en bane, der har ligget her længe før golf blev folkeeje. Ikke dårligt

Er man med på legen, så har hvert hul også sin helt egen karakter og vifte af angrebsvinkler. Tag fx 8. hul, et kort par 4-hul på 290 meter fra gul tee. Med et velplaceret drive er det muligt at lande bolden i en tragt, så bolden triller helt ned til forkant af green. Eller man kan vælge en fairwaykølle og stå med et kort jern til sit andetslag.

Som spiller får man lov at vælge en løsning, der taler til ens stærke side. Det gør ikke automatisk hullet nemt. Men det gør det bestemt sjovere.  

Hole in one

Sjovt bliver det også på 10., som er banens korteste par 4-hul. 247 meter fra gul tee må unægtelig sætte gang i hormonerne hos en del herrer, der drømmer om et putt for eagle. Eneste forhindringer er bunkers i højre side og et stort egetræ, som man dog relativt nemt kan slå over.

På vej ned fra den hævede gule tee kan vi ikke undgå at bemærke, at spillepartnerne på rød tee bestemt ikke har samme muligheder. Herfra fylder træet nemlig godt op i landskabet og gør slag mod green til et valg mellem hook og slice. Det er ikke god stil over for de damer.

Med en par til kortet og en dosis fornyet selvtillid er det blevet tid til at forsvare den gode stemning på 11. Efter en kort spadseretur ad en lille skovsti dukker det korte par 3-hul frem mellem træerne, et smukt lille hul med et meget stort fald og ifølge scorekortet banens letteste. Ja, klubben skriver endda i banens udviklingsplan, at 11. har det næststørste antal hole-in-one i hele kongeriget.

Havmågegreen

Næste hak til hukommelsen kommer på 14., et par 4-hul, der befaler spilleren at slå over en mose. Og her gælder det virkelig om at kende sine længder. Skal man have en bare rimelig afstand til green, hedder dagens lektie 180 meter i carry til fairway. Ellers må man sigte venstre om mosen, og så er en par pludselig meget langt væk.

Og strabadserne fortsætter. 14. green er omtrent ligeså tilgængelig som en havmåges rede på Shetlandsøerne, og for det ikke skal være løgn, fortsætter turen efterfølgende opefter til 15. tee, der ligger gemt et godt stykke oppe bag 14. green.

Hvis det ikke var for det tunnelsyn, opstigningen for længst har anskaffet én, så kunne man få helt lyst til at droppe resten af turen og hoppe ind til vinbonden ved siden af. Den sydvendte mark med vinstokkene er synlig fra store dele af banen, og nu er de så tæt på, at man næsten kan røre dem …  

OB hos vinbonden

Det bliver ved tanken. Opmærksomheden tilfalder nemlig 15. hul, der fra det kraftigt hævede teested ligger og slænger sig foran én med sine samtlige 456 meter. Det er en ren lækkerbisken, tænker man og hiver bassemand frem af bag’en. Hvad kan gå galt?

Så snart bolden har forladt teestedet, forlader den også træernes læ – og så er der med OB hele vejen i højre rigtig meget, der kan gå galt. I dag er vinden os nådig, men hvis jeg ikke tager meget fejl, kan vinbonden stadig åbne en outlet med bolde den dag i morgen.

Hvis 14. får adrenalinen til at flyde, er 15. trods alt stadig en velfortjent puster. På vejen hjemad går det igen op og ned med stigningen til 17. tee som den ultimative konditest. Afslutningshullet 18. er en halvkrøllet sag, der dog slutter fantastisk smukt. Green er placeret i en naturlig gryde med bunkers foran, store træer på hver side og det idylliske klubhus som nabo.

Typisk sommerhusbane

Det er to trætte spillere, der dumper ned i havemøblerne på klubhusets terrasse. Solen er brudt igennem skyerne, og selv om udsigten til driving range ikke just er prangende, sidder man stadig tilbage med en fornemmelse af at være gæst i et af landets dejligste sommerlandskaber.

Man kan naturligvis vælge at være fornærmet over de mange blinde slag og den evindelige bjergbestigning. Men naturen og banens varierede hulforløb betyder, at næsten hvert hul er bevaret i hukommelsen. Asserbo bider sig fast i erindringen, og mens vi får fyldt depoterne op med sandwich og golfburger fra den udmærkede restaurant, er der rigeligt at tale om fra runden. Det vidner om en hvis kvalitet. Asserbo Golf Club har sat gang i en udviklingsplan, der med hjælp fra bl.a. banearkitekt Line Mortensen skal gøre banen lidt mere tilgængelig. Planen er ret omfattende og vil helt sikkert fjerne nogle af de værste splinter i layoutet. Til gengæld må man håbe, de ikke får strøget alt for meget på den bulede bane.

Asserbo bliver aldrig nogen stor arena for mesterskaber, og den vil sikkert heller aldrig blive oplevet som en kær og savnet ven af førstegangsspillere. Asserbo er en typisk sommerhusbane for feriefolket, der i sommermånederne er indstillet på at hygge sig med endnu en runde golf i en smuk kulisse. Vi andre må så acceptere lidt åndenød og måske alliere os med et venligt medlem, der har lyst til at vise os vejen.