Pugliens perle | Golf.dk

Pugliens perle

01/04 - 2016 | Peter Bugge

Italien har 217 golfbaner, hvor langt de fleste ligger i det rige nord. Men godt gemt af vejen – helt dernede, hvor stiletten sidder fast på den italienske hæl – ligger en sand perle, som bestemt er en rejse værd. Navnet er San Domenico.

Vi tjekker ind på det femstjernede hotel Borgo Egnezia, der ligger sammen med golfbanen. Det er indrettet som en italiensk middelalderby med små smø- ger, en stor piazza og såmænd også en kirke, alt sammen bygget i “tufo”, den lokale kalksten. Alle bygninger indeholdende værelser i absolut højeste standard. For umiddelbart ligner det en ældgammel landsby, men hotellet er faktisk blot fem år gammelt.

Vi skal kun krydse den støvede landevej for at nå golfbanen, der har et par år mere på bagen. De første slag blev slå- et her i 2003, og allerede to år senere lagde man græs til Grand Final på ChallengeTouren – en turnering, som blev på stedet til 2012, hvor der gik oliepenge i det, og den rykkede til Mellemøsten. Det er i starten af november, men vejret matcher en god dansk sommerdag, så vi er blot iklædt shorts og poloshirts. I det hele taget er det bedst at besøge San Domenico uden for sommermånederne, hvor der er brændende varmt på disse breddegrader.

Vi slår et par slag på den fremragende driving range, hvilket snart skal vise sig at være en glimrende ide. Fokus skal nemlig være knivskarpt fra start, for 1. hul er lidt af en test. Der er vand på begge sider, så tungen skal holdes lige i munden for at finde den smalle fairway ca 130 meter ude. De to søer har med garanti kostet masser af eder og forbandelser – og et væld af bolde. Til gengæld kan man – hvis man når green i live – glæde sig over, der nu kun venter et enkelt hul mere med vand, nemlig femte, hvor man passerer en af søerne igen. Jeg smider naturligvis med stor sikkerhed to bolde i vandet på første hul, men derefter lykkedes det mig at spille 53 huller i træk på banen med samme bold. Det fortæller lidt om sværhedsgraden på banen: Godt nok skal man lede efter sin bold mange gange. Både i buske og i den saftige, høje rough. Men den er som regel til at finde og spille videre med. Fraværet af vand gør dog ikke banen til a walk in the park. Par-3 hullerne er lange, bunkers er mange, og greens er lynhurtige. Og sidstnævnte tager så godt imod, at man skal sigte direkte mod pinden, der er ikke meget rul at hente her. Og så skal vinden naturligvis også regnes ind i ligningen.

Banen ligger lige ned til havet, og de tre dage, vi spiller, svinger vinden fra helt stille til meget frisk. Muligvis er det på grund af beliggenheden, at klubben selv kalder banen for “Links”. Men det kræver vist en meget bred definition af begrebet. Godt nok er der fint udsyn til vandet – ikke mindst på de sidste ni huller, men her er hverken klitter, ujævne fairways eller små dybe bunkers, til gengæld er der en overflod af kaktus og oliventræer, noget man ganske sjældent ser langs den skotske kyst. Men pyt med, at begreberne flagrer lidt – San Domenico er en bane, der bestemt kan anbefales. Og modsat sine britiske halvfætre kan spillere på alle niveauer være med her.