Portugal på den anden ende | Golf.dk

Portugal på den anden ende

10/05 - 2016 |

Fra terrassen på det eksklusive Yeatman Hotel kan man følge Douro-floden bugte sig gennem det centrale Porto. Ovre til højre ligger et af byens mest berømte bygningsværker, Dom Luis I broen, der forbinder Porto med byens sydlige nabo, Vila Nova de Gaia. Broen åbnede i 1886 og er opført af en kompagnon til Gustav Eiffel. Set heroppefra ligner den rigtig nok en stor reservedel til tårnet i Paris.

Sænker man blikket, får man øje på de aflange hustage, der spreder sig helt ned til flodens bred. Det er lagerbygninger til byens mindst lige så berømte drik, portvin. I det sene efterår ankommer årets høst i skibe fra Douro-dalen længere inde i landet for at blive lagret i store fade eller på tønder. Her ligger vinen så og venter, indtil den er klar til at springe ud som en frugtrig Ruby, en delikat Tawny eller en unik Vintage.

Porto er udstyret med sin helt egen identitet, og her fra vores udkigspost fremstår den på alle måder pittoresk med tårne og spir, katedraler og små skibe, der fragter turister helt fra vinmarkerne i øst til flodens munding og Atlanterhavet i vest.

Selv om vores værter byder på en enkelt aftenvandring, forbliver metropolen dog et halvlukket kapitel for overtegnede. Porto er afsættet – ikke omdrejningspunktet – for en større ekskursion, der bringer os rundt i Portugals nordlige region. Vi er på jagt efter en vare, som modsat portvin og broer ikke just kan betegnes som områdets ”claim to fame”. Målet er gode golfbaner, der fortjener en rejse – og findes de overhovedet i Nordportugal?

FØRSTEHÅNDSFORVIRRING

Svaret falder en stormende søndag i april. Vi er kørt 40 km mod nord til den populære badeby, Póvoa de Varzim, der udover kilometerlange sandstrande og et historisk kasino lægger jord til en lille åbenbaring af en golfbane. Fra Porto centrum til indkørslen på Estela Golf Club tager det 45 minutter i bil. Det sidste stykke vej går ad hullede biveje mellem uskønne drivhuse, indtil man drejer om hjørnet og ankommer til noget, der formentlig vil skabe forvirring i de flestes hoveder.

Oppe på en lille forhøjning ligger en bygning, der i mistænkelig grad ligner et klassisk, britisk klubhus. De store vinduesflader uden sprosser og det flade tag kunne snildt være opført lidt uden for Troon i Skotland – og mere tydeligt bliver det, da vi kryber i læ bag glasset og for første gang tager omgivelserne i øjesyn.

Spredt ud langs kysten i tre kilometers længde ligger golfbanen midt mellem høje klitter, lave buske og havet som et brusende bagtæppe. Og ordet ”brusende” er i denne sammenhæng ikke bare ment som lidt malerisk billedpjat for læseoplevelsens skyld. Havet er grebet af et raserianfald, fremprovokeret af en stærk blæst, der noget usædvanligt kommer fra syd og dermed - ifølge vores lokale følgesvend - vender op og ned på banens normale spillemønster.

EN OPLAGT LINKSBANE

Følgesvenden hedder Jorge Andrade og sidder i klubbens ledelse. Mens vi begiver os af sted for at takle naturens vredesudbud, fortæller han om den specielle bane, der trods sit historiske udseende først så dagens lys i 1989. Til gengæld var starten flyvende og allerede i 1991 kunne klubben byde herrernes European Tour velkommen til Portuguese Open. I 1993 blev klubben hædret som ”Club of the Year” i Portugal, og siden har Estela været fast inventar på de mange lister, der jævnligt kårer landets bedste baner.

I modsætning til rødsvingel, som er den traditionelle græstype på britiske linksbaner, har man på Estela sået bermudagræs på fairways og pencross krybende hvene på greens. Afvigelsen skyldes naturligvis vejrliget, der om sommeren kræver en temmelig standhaftig vegetation. Nogle få purister vil formentlig rynke på næsen af denne excentricitet, men for alle os andre spiller det en mindre rolle.

Sandheden er nemlig, at er man til linksgolf med alt, hvad det indebærer af lave slag ind i vinden, bump-and-run, frimærkestore bunkers og moder naturs til tider dybt uretfærdige behandling af tilsyneladende perfekte slag, så er Estela alt, hvad man kan ønske sig.

Banens arkitekt hedder Duarte Sottomayor, og som elev af Robert Trent Jones II har portugiseren utvivlsomt sine kreditiver i orden. Alligevel kan han næppe tage hele æren for Estelas mange dyder. Klitlandskabet er ganske enkelt så indlysende genialt til formålet, at han nærmest skulle have haft bind for øjnene og armene i gips for at mislykkes.

SAND OG NATURISTER

Ude på banen kæmper vi en brav kamp for at besejre elementernes rasen. De første huller går mod nord mellem klitterne, og flere steder har vinden skubbet stranden så langt ind over fairways, at nogen til sidst foreslår en tilføjelse til reglerne, der handler om frit drop fra tilfældigt sand. Allerede på 4. hul møder vi banens andet par 3-hul, men sikken ét – 158 meter diagonalt på kysten og vindretningen, let ned ad bakke til en svært bevogtet green og med stranden i bagkant. Der bliver tænkt længe på teestedet.

Efter 5. hul vender banen, og vi begiver os sydover mod klubhuset. Hullerne på forni er lange og ganske udfordrende, og det kan det bunkerfattige layout ikke lave om på. Et naturligt vandreservoir, der skal forceres i drivet på 8. hul, bryder illusionen om links et øjeblik, men ellers holder banen stilen og intensiverer den yderligere på bagni, hvor 10-13. hul forkæler sanserne med direkte udsigt til stranden og Póvoa de Varzim længere mod syd.

Der er også her vi støder på banens bedste teeslag. 13. hul er et mellemlangt par 5-hul, der starter så tæt på bølgerne, at man skal vare sig for ikke at snuble over en afklædt strandgæst. Praia do Rio Alto, der løber langs hele banen, er kendt som det uofficielle omdrejningspunkt for portugisisk naturisme, så chancen er afgjort til stede.

Fra teestedet slår man på tværs af de første klitter til en fairway, der ender i et dogleg venstre til en sænket green. Afslutningen er god, men det er stadig udlægget, man husker. På vejen hjem daler sværhedsgraden en smule, indtil man kommer til 18. hul, der slår den sidste mængde luft ud af maveregionen med et lusket længere-end-ventet par 4-hul.

Forblæste og fornøjede træder vi ind i klubhusets moderne restaurant, der med dug på bordene og vinglas i flere størrelser punkterer illusionen om britisk klubhushygge. I stedet bydes vi velkommen af Portugals fremragende version af tapas samt et glas portvin (naturligvis) til at genvinde funktionsevnen i de udtørrede led. En velsmagende salut til en golfbane, der på disse kanter er en absolut sjældenhed. En ægte linksbane i Portugal? Ja, og den er absolut en rejse værd.

Dansk Golf var inviteret af Portugals Turistbureau

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer