Et brag af en bane | Golf.dk

Et brag af en bane

26/01 - 2014 | Thomas Vennekilde

Man kan bruge dynamit til meget. Siden Alfred Nobel i 1866 tog patent på sin metode til at kontrollere det sprængfarlige nitroglycerin og kaldte det dynamit, er der ikke grænser for, hvor mange mennesker, der har måtte lade livet eller tal på, hvor mange bygninger, der er blevet jævnet med jorden takket være svenskerens opfindelse.

Der er dog også kommet nogle gode ting ud af det. Alfred Nobel valgte at anbringe millionindtægterne fra sprængstoffet i en fond, som hvert år uddeler Nobelpriserne i fysik, kemi, medicin, litteratur, fred og økonomi.

En anden god ting, der er kommet ud af dynamitten, ligger i Spanien, lige syd for Barcelona og hedder Lumine Golf. Den relativt nye golfbane er anlagt i et område, hvor de rødbrune bjerge fylder godt i landskabet. Det kan selvfølgelig gøre det lidt vanskeligt at anlægge en golfbane, men her fik de spanske arkitekter god hjælp af Alfred Nobels opfindelse, da der skulle findes plads til de 18 fairways og greens, som udgør Lumine Hills banen.

Banen er en del af det nye resort Lumine, der udover 45 huller og to klubhuse også råder over et spaområde, konferencecenter, beach club og ferielejligheder. Mesterskabsbanen i samlingen er Lumine Lakes, der er anlagt i et fladt område med masser af vand i spil. Den er blandt andet vært for en afdeling af tourskolen. Lidt længere oppe ad bakken ligger ni huller, der er anlagt blandt romerske ruiner fra 200 år før vores tidsregning. Begge disse baner er designet af golflegenden Greg Norman.

Lodrette klippevægge

Men det er helt oppe i bjergene, at den store golfoplevelse venter. Omringet af klippevægge og grantræer smyger Lumine Hills 18 huller sig gennem terrænet, og flere steder er der udkig til havet.

De første ni huller har mest karakter af en skovbane. De bakkede fairways og de store kuperede greens ligger langt fra hinanden og giver et indtryk af at være alene på banen. De sidste huller ligger lidt tættere, og på de sidste seks huller bliver træerne flere steder erstattet af 20 meter høje lodrette klippevægge.

De to afsluttende huller er begge korte par-4 huller, hvor den modige kan slå bolden på green. Men på begge huller er både skov, sø og klippevæggen i spil. 18. hul har ovenikøbet den udfordring, at klubhusets terrasse er placeret på toppen af klippen bag ved green med et forrygende overblik over hullet.

Klubhuset på Lumine Hills er bestemt et stop værd. Kombinationen af stram nordeuropæisk arkitektur og afslappet sydlandsk miljø gør den efterfølgende frokost til endnu en fornøjelse.

Karakterer

Blærerøvsværdi: 2

Lumine er en helt ny bane, og derfor er der endnu ikke mange, der har hørt om den. Men det skal nok komme, og hvis du spiller den nu, så kan du prale med at være first-mover.

Tilgængelighed: 4

Det kan næsten ikke blive nemmere. Der er masser af fly til Barcelona, og derfra er det blot at leje en bil og køre de 100 kilometer sydpå. Lumine har en handicapbegrænsning på 36.

Skønhedsværdi: 4

Kombinationen af rullende fairways, høje træer og de rødbrune klipper er værd at lagre på hornhinden. Banen er utrolig velplejet, og klubhuset er en lille arkitektonisk perle.

Sværhedgrad: 3

Lumine er en overkommelig størrelse. Længden er ikke anderledes end på en gennemsnitlig dansk bane, og på de fleste huller er der fornuftigt med plads på fairway. Enkelte huller kræver, at man spiller med indersiden af hovedet, og hvis man kombinerer det med en fornuftig putter, så er der mulighed for en god score.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer