I Midnatsolens skær | Golf.dk

I Midnatsolens skær

09/03 - 2014 | Peter Bugge

Klokken er 22, er jeg mangler stadig at spille seks huller. Normalt vil det være umuligt at nå - selv på en dansk midsommeraften.

Nu er det ikke midsommer, og jeg er heller ikke på hjemlige breddegrader. Tværtimod er jeg taget så langt mod nord, som man næsten kan komme, og her er det ikke noget problem, at jeg mangler seks huller. Havde jeg tiden, kunne jeg såmænd nappe 18 mere - uden problemer.

Jeg står nemlig på Lofoten Golf Links et godt stykke nord for polarcirklen, hvor solen på denne tid af året aldrig rigtig går ned, men tværtimod varmer fairways og greens døgnet rundt.

Da jeg kom til golfbanen et par timer tidligere, stod de omgivende bjerge knivskarpt mod den azurblå himmel. Nu hænger solen lavt over horisonten og svøber de selvsamme bjerge i et ufattelig smukt og blødt purpurlilla skær.

Jeg ankom til den nordligste Norge dagen før. Nærmere bestemt til Tromså, hvor første stop på min polarekspedition er Tromsøe Golfpark, verdens nordligst beliggende golfbane med 18 huller.

Her er sæsonen kort, men intens - fra sidst i maj til midt i oktober. Men der er faktisk lige så mange spilletimer, som meget længere sydpå - takket være midnatssolen, der gør det muligt at spille 24 timer i døgnet om sommeren. Godt nok lukker klubhuset og restauranten kl 21 hver dag - med mindre man aftaler andet på forhånd. Men teestederne lukker aldrig - hvad enten klokken viser 14, 23 eller 03.

Og det er ikke mindst udsigten til natgolf, der hvert år trækker turister i hobetal til klubben, der også har enkelte overnatningsmuligheder til trætte gæster. Banen ligger ufatteligt smukt i en dal godt 45 minutters kørsel fra Tromsø. Fra alle huller er der udsigt til de enorme fjelde, der omkranser dalen, og i det fjerne skimter man Lyngsalperne, hvor alverdens vovehalse hver vinter dyrker ekstrem skisport.

Vanding på vej

Da jeg besøger banen, er fairways ikke i optimal stand. Det skyldes den evigt nærværende vind, som tørrer græsset ud og efterlader store brune og sorte plamager der, hvor der egentlig skulle være grønt. Men det gør i virkeligheden ikke så meget - jeg spiller bare ligesom om foråret i Danmark med oplæg på fairway. I klubhuset finder jeg senere ud af, at man nu arbejder på at få etableret et ordentligt vandingsanlæg, så græsset igen bliver lige så grønt som hos naboerne længere mod syd.

Banen er ikke voldsomt svær eller lang, 5745 meter fra gul tee. Men man skal alligevel sørge for at holde bolden på det kortklippede græs, ellers kan den hurtigt forsvinde blandt birketræer og mosklædte tuer, der omkranser næsten alle hullerne.

Og så er udsigten så fænomenal, at man fuldstændig glemmer, at fairways måske ikke er verdens bedste, og at greens måske er lige lidt for langhårede.

Efter runden nyder jeg en øl, der såmænd er fra verdens nordligst beliggende bryghus, Mack, inden jeg finder vej til kajen i Tromsø - vi skal nemlig sejle til næste destination.

Klokken er 23.45, og det er fuldstændig lyst, da M/S Polarlys dukker frem af den lette tågebanke, der har lagt sig over havnen.

Skibet, der er mit hjem de næste 24 timer, er en del af Hurtigruten, der har besejlet Norges kyst i 120 år. Fra Bergen i syd til Kirkenes i det absolutte nord.

Hurtigruten fejrede tidligere i år sit 120 års jubilæum, og hvor det tidligere var en livsnerve, der forbandt den 1250 sømil lange kyststrækning, er fokus i dag lagt an på turisme. Men skibene fragter stadig gods og passagerer mellem den enormt udstrakte kysts byer.

Bjergtagende

Skibene, der besejler ruten, er mindre end sine amerikanske krydstogtsfætre, men servicen er helt i top. Men det er især for naturoplevelsen, at turister fra hele verden hvert år går om bord på et af Hurtigrutens mange skibe.

Det er således blandt amerikanere, tyskere og australiere, jeg tager plads i en liggestol på soldækket og nyder det, der er blevet kaldt Verdens Smukkeste Sørejse. Selv en gammel storbyrotte som undertegnede, hvis nærmeste forhold til naturen er de grise, jeg fortærer med stort behag, kan ikke undgå at blive begejstret. Storslået dækker ganske enkelt ikke, men det er den eneste betegnelse, det bare nogenlunde beskriver oplevelsen. Ikke mindst da vi stævner ind i Trollfjorden - et af de absolutte højdepunkter på hele sørejsen. På begge sider rejser de stejle bjergsider sig, mens sneen stadig ligger i skyggefulde lavninger, selv om vi er midt i juli. Turen ind i fjorden tager kun en time, men vil stå mejslet i min hukommelse til evig tid.

Desværre er det blevet tid til at forlade driverlivet ombord på Polarlys, da vi anduver næste havn, Svolvær, Lofotens hovedstad. Efter en lille times køretur er jeg tilbage, hvor denne artikel begyndte. På Lofoten Golf Links.

Det er muligvis den smukkest beliggende bane, undertegnede nogensinde har oplevet. Lige nu er her blot ni huller, men alskens gravemaskiner og skurvogne vidner om, at ambitionerne rækker til mere. 18 huller er planlagt, og det samme er et stort hotel med plads til masser af eventyrlystne golfspillere.

Klubbens meget venlige engelske pro spiller med mig og forklarer samtidig, hvordan fremtiden bliver på banen, der er en del af Troon Golf. Og der bliver tale om en bane uden sidestykke. Flere greens placeret direkte i vandet, omgivet af klipper og med spektakulær udsigt til de høje barske bjerge.

Og så har jeg jo næsten glemt det bedste af det hele: At man kan spille døgnet rundt. I midnatssolens skær.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf 6, 2013

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer