I Tigers tyrkiske fodspor | Golf.dk

I Tigers tyrkiske fodspor

11/11 - 2014 |

Tourstjernerne er helt sikkert vant til det. Men for en helt almindelig klubgolfer fra Nørrebro er det rimelig overvældende at træde ind i den enorme lobby på det femstjernede Maxx Royal Belek Golf Spa. Jeg ankommer midt om natten efter en mellemlanding i Istanbul og bliver straks budt velkommen af tre smilende hotelansatte i uniform, der alle vil hjælpe den søvnige gæst, som i den grad trænger til at se dyner.

Efter et hurtigt check-in hanker den ene af dem op i min bagage og viser vej til mit værelse – eller rettere suite – hvor man snildt kan øve sit sving foran det store spejl uden at ramme hverken lamper, vægge eller loft. Men det må vente. Der er kun fem timer til, at jeg skal stå på golfbanen, så efter at have konstateret, at der både er spabad og en meget velassorteret minibar, gratis naturligvis, hopper jeg i seng.

Udhvilet er jeg bestemt ikke, da jeg efter det, der føles som en lur på ti minutter, nyder en meget tiltrængt kop kaffe i hotellets næsten døgnåbne restaurant. Derfor er det også svært at overskue den fuldstændig overdådige morgenbuffet, der indgår i hotellets all inclusive-koncept, som også omfatter de fire a la carte-restauranter, 14 barer, et konditori og en bistro. Så det ender med en simpel løsning i form af en omelet med løg og skinke, der på kort tid bliver tilberedt af en af de mange kokke, som hele dagen står klar til at lave frisk mad til gæsterne.

Montys mesterværk
Efter en kop kaffe mere mødes jeg med de andre danske golfjournalister, der er ankommet et par dage før mig. De har også hørt, at European Tour-banen, der hører til resortet, skulle være en helt igennem fantastisk oplevelse, så forventningerne er store, da vi efter en kort køretur i en ottepersoners buggy ankommer til første tee.

Her bliver vi mødt af en starter, der forsyner os med tees, scorekort og rigelige flasker koldt vand, som sammen med solcreme er et must i den tyrkiske forårshede. Det er til at forstå, at sommer betragtes som lavsæson hernede, og at Turkish Airlines Open først afvikles midt i november.

Der får banen for andet år i træk besøg af verdenseliten, og de spiller naturligvis fra de bagerste klodser, hvorfra banen måler 6486 meter. Men det er lige ambitiøst nok for os amatørgolfere, så vi vælger at slå ud fra Gold-tee, der samlet er 5527 meter.

Det lyder ikke af meget, og umiddelbart virker den Colin Montgomerie-designede parkbane da også overkommelig. Men selv om fairways flere steder er brede og indbydende, mangler der langt fra udfordringer. De 18 huller er anlagt i en gammel pinjeskov, og de karakteristiske pinjetræer indrammer ikke bare hullerne, men fungerer også som forhindringer på banen.

Derudover har det skotske golfikon øget sværhedsgraden med otte søer og en række waste areas, der skiftevis byder på hård jordbund og et tyndt lag sand. Heldigvis må man gerne grounde og tage prøvesving, men vi skal lige vænne os til det, og jeg er ikke den eneste, der har problemer med at finde den helt rigtige opskrift på den slags slag. Det er særligt svært i waste areas omkring greens, og for personer med sandskræk kan de mange bunkers med knust marmor også virke en smule intimiderende – ikke mindst fordi der kun er strøet et tyndt lag ud i de strategisk godt placerede hazarder.

Kæmpe oplevelse
Greens kræver også fuld koncentration. Godt nok er de store og forholdsvis nemme at ramme, men staben på 30 greenkeepere bruger tydeligvis ikke kun deres tid på at slå græsset på fairways, der varmen taget i betragtning er overraskende grønne. Der er med andre ord fart på bolden, og oveni skal man tage niveauforskelle med i ligningen, når der skal puttes.

Det er da heller ikke lige dagen, hvor handicappet får sig et nøk nedad. Men det betyder intet. The Montgomerie Maxx Royal Course er med sin flotte stand og gennemtænkte layout en fryd at spille, og afslutningshullet – et par 5 på 449 meter, hvor man skal undgå at havne i to store waste areas og en sø på vejen til green – fuldender på fornemste vis runden.

Efter at have sænket det sidste putt bevæger vi os mod klubhuset, men bliver på vejen stoppet af to ansatte, der tilbyder at rense vores jern. Igen behøver man ikke at have penge op af lommen, men vi finder alligevel lidt tyrkiske lira og euro i bag’en, som bliver modtaget med taknemmelige smil.

Tiger som trækplaster
Over en iskold Efes-fadøl på terrassen, hvor der er en suveræn udsigt over 18. hul, fortæller general manager Cahit Sahín, at man i år betaler Tiger Woods hele 2,8 millioner dollars for at stille op i Turkish Airlines Open, der indgår i finalespillet i Race To Dubai. De penge har man forhåbentlig fået tilbage, efter at Tiger Woods måtte trække sig med en skade.

Med kun 5000 registrerede tyrkiske golfspillere lægger han ikke skjul på, at der er tale om et rent turismetiltag, der skal få endnu flere udlændinges øjne op for Beleks fortræffeligheder som golfdestination.

Det tyrkiske turistministerium bruger i det hele taget rigtig mange penge på at promovere regionen i samarbejde med det nationale flyselskab og de 14 golfbaner, der ligger side om side på en kun 15 kilometer lang strækning langs den tyrkiske sydkyst med Antalya som nærmeste storby og lufthavn.

Og satsningen giver åbenbart pote. Ifølge Cahit Sahín strømmer det til med golfturister fra hovedsageligt Skandinavien, England, Tyskland, Rusland og Frankrig, der er vilde med kombinationen af kvalitetsbaner, luksushoteller, kulturskatte, sol, strand og overkommelige priser.

Så det overrasker mig ikke, da jeg næste dag bliver sat i en firebold med tre ældre franskmænd på en anden af områdets perler, Cornelia, der er designet af Nick Faldo. Den seksdobbelte majorvinder har skabt 27 huller, der er meget anderledes end The Montgomerie Maxx Royal Course. Godt nok er der også her godt med waste areas og søer, men det er de smalle dogleghuller med eleverede teesteder og greens, der sammen med pinje- og eucalyptustræerne gør dette anlæg til noget helt særligt.

Faldo-bane imponerer også
Sammen med Jean-Pierre, Monique og Marcel fra Toulouse skal jeg spille sløjferne King og Queen, og allerede på 1. hul hører jeg det første af mange udråb, der har ”merde” som gennemgående tema. Men der er også nok at bande af, hvis man ikke tænker sig om. På flere af hullerne kan det betale sig at lade driveren blive i bag’en, for det er nærmest umuligt at finde bolden efter et skævt udslag på grund af de mange tætte buske.

Mine spillemakkere kan højst ti ord på engelsk, og selv om jeg klarede mig ganske godt i fransk i gymnasiet, kan jeg dårligt sætte én fornuftig sætning sammen, nu hvor der er brug for det. Så det er nærmest umuligt at føre en fornuftig samtale, og i stedet bliver der smilet og nikket anerkendende, når en af os slår et godt slag. Det sker ikke så tit for Monique, selv om hun før hvert slag løfter bolden fra det ellers perfekte græsunderlag for at lægge den lidt bedre til rette. Det samme gør de to andre franskmænd som den naturligste ting i verden, og jeg bestemmer mig hurtigt for at lade som ingenting og ender faktisk med at synes, at det er lidt sjovt.

Kalder på et gensyn
Om det er en hel nats søvn, eller bedre course management ved jeg ikke. Men jeg siger farvel til mine nye venner fra Frankrig med 32 point og en følelse af, at Cornelia er en dejlig bane, der kræver et gensyn. Ved middagen om aftenen på hotellet, hvor menuen både består af lækre tyrkiske og internationale retter, diskuterer vi livligt, hvorvidt Nick Faldos mesterskabsbane er lige så god som The Montgomerie Maxx Royal Golf Course – eller om det faktisk er omvendt. Selvfølgelig når vi ikke frem til et svar. Men det er også helt ligegyldigt i mine øjne. Begge baner er i en helt anden klasse, end jeg er vant til hjemmefra, og jeg ved med mig selv, at jeg bliver nødt til at komme tilbage på et tidspunkt, hvor jeg har mere end to dage til rådighed. For der er jo trods alt 12 baner mere at spille i Belek. Og det kan godt være, at der skal mere til at gøre Tiger og alle de andre stjerner glade. Men jeg sætter nu stor pris på at blive budt på kold champagne og chokoladeovertrukne jordbær, når jeg kommer tilbage til hotellet efter en dejlig runde golf i den tyrkiske sol…

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #6, 2014 - Dansk Golf var inviteret til Belek af Det Tyrkiske Ministerium for Kultur og Turisme.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer