Blandt Østrigs varme kilder | Golf.dk

Blandt Østrigs varme kilder

30/11 - 2014 | Peter Bugge

I jagten på nye indtægter fik et oliefirma i 1980’erne øje på Stegersbach i Østrig - indtil da en søvnig landsby med apotek, enkelte små butikker og et indbyggertal på 2.500 sjæle.

Firmaet fandt ikke olie, men til gengæld strømmede varmt vand op fra undergrunden. Og den slags er der også penge i - i hvert fald når man befinder sig i Østrig, der er mindst lige så kurglad som de tyske naboer mod nord.

Så inden for de senere år er ikke mindre end fire luksushoteller skudt op på den lille bakketop oven for Stegersbach. Pusach er det billigste - men samtidig mest familiære. Allegria er det største, Larimar har den vildeste spa,  og Falkenheim Balance er med sine fem stjerner det mest luksuriøse - lige præcis en stjerne foran de tre andre.

Men et kursted er ikke et rigtigt kursted uden golfbaner - det gælder også i Stegersbach, som med sine 50 huller faktisk er Østrigs største golfanlæg.

Ærlig manager

Vi tjekker ind på hotel Larimar og når lige at nyde en burger af den mere alternative, men dog ganske velsmagende art, inden vi giver os i kast med dagens udfordringer på golfbanen.

På forhånd har vi snakket lidt med manageren fra et af de andre hoteller i området. Ganske overraskende og befriende ærligt fortæller han, at de første seks huller ikke er de mest interessante, så vores forventninger er ikke de største, da vi står på første tee på Panorama-banen.

Heldigvis viser det sig, at manageren ikke har ubetinget ret i sin beskrivelse af hullerne. De fire første huller vinder ganske givet ikke mange priser, men både 5. og 6. er ganske glimrende huller. Og herfra bliver det kun bedre. Banen er en blanding af en skov- og parkbane, og hvor træerne ikke skærmer fairway, står det klart, hvorfor banen har fået navnet Panorama. Der er en fantastisk udsigt over det maleriske Südburgenland.

Så vi glemmer vejret, der helt overraskende byder på regn lige netop denne dag. Det sker ellers ret sjældent her i området, der bryster sig af 300 årlige solskinsdage.

Fairways er saftige og greens hurtige. Og det er let at komme rundt på banen med en nogenlunde score - hvis man tænker sig lidt om.

Hygge og cigar

Så det er med smil på læben og en fornuftig score på kortet, vi efter runden søger tilflugt for regnen i det hyggelige lille klubhus.

Vores stammtisch er optaget af en flok cigarrygende, så efter at have hilst med det obligatoriske “Grüss Got” fortrækker vi til et tilstødende lokale. Mens vi evaluerer dagens runde, sænker mørket sig over Stegersbach, så selv om Stigl-fadøllen i den grad smager af mere, vender vi snuden tilbage mod hotellet.

Ganske tidligt næste morgen står vi således friske og veludhvilede klar på den anden 18-hullers bane, Südburgenland. Og det skal hurtigt vise sig, at vi får brug for alle vores kræfter - både fysisk og mentalt. Foran os venter nemlig en fantastisk bane med et hav af udfordringer.

Lige fra start går det op og ned. Bogstaveligt talt. Hullerne smyger sig op ad bakken mod hotellerne. Det betyder, at fairways på mange huller skråner ret voldsomt. Og læg så dertil små ondskabsfulde og drilske greens, der er sindssygt svære at læse.

Banens par er 69 og trods alle genvordighederne ikke alt for svær. Især ikke for højhandicappere. Som de to midaldrende irske kvinder vi er i hyggeligt selskab med.

Men slår man langt, er der en del blinde slag. Og fairways er meget smalle på mange af hullerne.

De afsluttende tre huller er noget af en udfordring - først to lange par-3, derefter et par-4, der på papiret ikke er langt, men når samtlige 321 meter går opad, er det altså sin sag.

Skøn spa

Efter at have sænket det sidste putt på 18. green kan vi hovedrystende konstatere, at vores nye irske venner i overlegen stil har vundet den håndfuld euro, vi havde på højkant.

Drænet for penge og kræfter indtager vi hotellets spa for at komme lidt til hægterne igen. Den søde receptionist overtaler mig til en Sant Barth-behandling, men da jeg sætter mig tilrette i stolen ved jeg kun, at behandlingen holder fokus på mit hoved. Jeg er ikke meget klogere, da jeg 80 minutter senere rejser mig igen. I den tid har jeg godt nok hørt en masse om peeling, cremer og olie, men jeg forstår ikke den dybere mening.

Det skyldes formentlig mit lettere rustne skoletysk sammenholdt med en total mangel på kendskab til skønhedsplejens verden. Men resultatet er fantastisk - min hud ser pludselig langt yngre ud og føles helt glat.

Perfekt afslutning

Næste morgen er vi desværre nødt til at lægge Stegersbach bag os. Men da vi har en sen flyafgang i Wien, er der lige tid til en runde golf mere på vejen, så vi laver en afstikker til Bad Tatzmannsdorf.

Golfbanen er ejet af samme firma, som har anlægget i Stegersbach, men det er en helt anderledes bane. Det finder vi ud af efter et hurtigt besøg i proshoppen, hvor vi betjenes af ingen ringere end den østrigske golfstjerne Bernd Wiesbergers mor, der sammen med familien ejer proshoppen her.

De første par huller er ret åbne, men gudskelov har vinden ikke tænkt sig at spille med i dag. Allerede på 3. hul skifter banen dog karakter, da træerne rykker tættere og tættere på fairway. Og sådan skifter det flere gange på de 18 huller. Nogle huller ligger i skoven, andre helt åbne.

Banen er ganske lang - knap 5.900 meter fra gul tee. Og ganske svær - ikke mindst for spillere med højere handicap. Men det er også en meget afvekslende bane, den bedste af de tre vi spiller i Østrig. De få søer på banen sluger som sædvanlig sin del af vores bolde, men alligevel kommer vi rundt med æren i behold.

Og da birdie-puttet efter en del betænkningstid beslutter sig for lige akkurat at gå i hul på 18., er det en perfekt afslutning på tre fantastiske dage i det østrigske.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #1 2014. Hvis du ikke fik læst det, kan du gøre det på www.danskgolf.dk

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer