Skønne Skotland | Golf.dk

Skønne Skotland

21/12 - 2014 | Peter Bugge

Allerede da vi bryder gennem skydækket under indflyvningen til Aberdeen, kan vi se dem. Nogle af de gode grunde. Som perler på en snor ligger linkshullerne op langs den barske Nordsøkyst.

Første mål for turen er dog ikke linksgolf. I stedet bevæger vi os lidt ind i landet. Til Meldrum House, som er vores base på denne min første rejse til Skotland.

Meldrum House  er et slot, hvis historie kan spores tilbage til 1300-tallet, og dele af de oprindelige bygninger står endnu. Siden den gang er der røget meget whisky i glasset, og i dag huser de ældgamle gemakker et fantastisk flot hotel.

Selv om hotellets historie er langt yngre end slottets, har man gudskelov holdt fast i de gamle traditioner. I lobbyen bliver vi således mødt af både det venlige personale - og en rustning i fuld størrelse. Og mit værelse er med sin himmelseng og tunge møbler som taget ud af en gammel, britisk TV-serie.

Fra værelset har jeg udsigt over parkanlægget, hvor der lige nu er hektisk aktivitet foran slottet. Dagen før har hotellet nemlig været vært for endnu et bryllup - dem har de mange af i de romantiske omgivelser.

Løfter jeg blikket en smule, fanger mit øje imidlertid en golfbane, der på afstand ser ualmindelig velplejet ud. Så jeg skynder mig at få skiftet til golftøj og sat kursen mod første tee.

Meldrum House har haft sin egen golfbane i mere end ti år. Det er en privat bane, som du kun kan få lov til at spille, hvis du bor på hotellet. Eller er medlem - det er der rigtig mange af de rige oliedrenge inde fra Aberdeen, der er. De har tilsyneladende travlt med at tjene penge - i hvert fald har vi anlægget stort set for os selv denne eftermiddag. Så vi har rig mulighed for at nyde vores runde på en pragtfuld bane - den er nøjagtig lige så velplejet og trimmet, som den så ud fra mit værelse.

En ond video

Meldrum House er en klassisk parkbane. Men absolut i den sværere ende. Har man klaret sig forbi alle forhindringerne i form af meget saftig rough, dybe bunkers og uhyggeligt velplacerede søer, venter nogle store, ondulerede greens, der ovenikøbet er så lynhurtige, at vi i løbet af runden bliver mere og mere glade for at holde os på tre putts pr. green.

Efter runden har vi en aftale med den lokale pro, Neill, på det imponerende træninganlæg. Driving range er kæmpestor med konturer og masser af sigtepunkter i form af flag og små bunkers. Her kunne jeg sagtens bruge en hel dag.

Men Neill vil det anderledes. Han kigger lidt på mit spil, som samtidig bliver filmet. Efterfølgende sidder vi på hans kontor og kigger på skærmen, hvor min parodi af et sving gør ondt i øjnene. Gudskelov har Neill gode manerer, så han nøjes med at påpege en enkelt ting, jeg skal arbejde med.

Da jeg ti minutter senere er tilbage på mit værelse, ligger der en mail fra Neill med videoen fra vores seance - så kan jeg til evig tid pine mig selv, hvis jeg skulle være i et særligt masochistisk humør.

Indvolde til morgenmad

Næste morgen står den på Full Scottish Breakfast - som her også involverer den mytiske nationalret haggis. Aftenen før havde jeg talt med værten på hotellet om netop haggis, men jeg har åbenbart ikke været helt skarp i de skotske nuancer af det engelske. I hvert fald er jeg helt overbevist om, at det IKKE er hakkede indvolde, jeg med stor fornøjelse sætter til livs sammen med bacon, baked beans og blodpølse. Den grufulde sandhed går først op for mig, da vi på vejen til golfbanen atter snakker haggis. Men indvolde eller ej - haggis smagte faktisk rigtig godt.

Vores næste stop er den spritnye Trump International Golf Links, som ejeren Donald Trump med vanlig amerikansk beskedenhed selv kalder “verdens bedste”. Det er selvfølgelig en smagssag, men det er uden tvivl en af verdens mest omtalte nye baner de senere år.

De lokale og de øvrige klubber i området er begejstrede over, at den amerikanske milliardær  valgte netop Aberdeen-området til sin skotske bane, da den uden tvivl tiltrækker masser af både gæster og opmærksomhed, der vil smitte positivt af på hele området.

Man kan dog godt se, at det hele er meget nyt. For eksempel er klubhuset en midlertidig pavillion, der også huser restauranten, indtil det planlagte - med garanti storslåede - klubhus er færdigt.

Da vi checker ind, får vi et imponerende bagmærke i metal. Og her sniger der sig lidt amerikansk ind i alt det skotske: For fem pund kan man naturligvis få indgraveret sit navn i mærket.

Såret forfængelighed

På første tee møder vi starteren - en ældre herre med stort kendskab til banen. Vi snakker lidt om vores handicaps, og han foreslår, at vi spiller fra det næstforreste af de seks forskellige teesteder. Vi følger rådet, om end med lettere såret forfængelighed. Det glemmer vi dog hurtigt - for eksempel da vi for sjov besigtiger 14. hul fra den bageste boks - her kræves et drive på langt over 200 meter for at nå en fairway, der blot kan skimtes i horisonten.

Starteren giver os også et andet råd: Slår man sin bold ud i klitterne, så spil den som, den er i en hazard. Altså, tag et drop. Det viser sig at være det bedste råd længe. For slår man blot det mindste skævt, havner man i lyngklædte klitter, hvor det er ganske svært at finde sin bold. Endsige spille den.

Der er god plads på Trump - faktisk forstyrres vi på intet tidspunkt af andre spillere. Til gengæld brydes koncentrationen ofte af de mange helikoptere, der flyver arbejderne til olieplatformene ud for kysten.

Der er ikke mange græsstrå, der vender forkert på Trump, og specielt de sidste ni huller er en fantastisk oplevelse. Her får man flere steder en fantastisk udsigt over stranden og vandet. Og så stifter jeg flere gange bekendtskab med en ny djævelskab, potbunkers, hvor eneste mulighed er at spille baglæns.

Det er en stor oplevelse at spille Trump. Men verdens bedste bane er det nok ikke. Endnu i hvert fald. Til gengæld er den dyr - 215 pund i weekenden i højsæsonen.

Skotsk nationaldrik

Tilbage på hotellet er det blevet tid til en skotsk klassiker: Whiskysmagning. Lige ved hotellet ligger nemlig et fremragende destilleri, Glen Garioch, som meget venligt lader os smage deres bryg og forklarer undervejs.

Og jeg, der troede, at whisky er whisky, finder meget hurtigt ud af, hvor lidt jeg egentlig ved om den sag. Whisky på det niveau er en kunst, og de gyldne dråber skal behandles som en sart elskerinde.

På dag tre oplever vi turens højdepunkt. I hvert fald golfmæssigt. På Cruden Bay. Efter sigende er der blevet spillet golf i landsbyen Cruden siden 1791 - mens den originale bane har ligget på samme sted siden 1899, hvor Old Tom Morris anlagde den.

Allerede i klubhuset fornemmer man historien. Klubben har nemlig fået fat i et gammelt filmklip fra 1914, der viser en turnering på stedet fra dengang golfspillere gik i plusfours og sixpence, og damer kun var tilladt på banen som tilskuere.

Selve banen er klassisk seasidelinks. Med masser af udfordringer. Og spektakulær udsigt fra mange af hullerne. Både til kysten og til Slain Castle, der inspirerede Bram Stoker til “Dracula”. Slottet er i dag desværre en ruin, men et oplagt sted til en picnic.

Cruden Bay har et helt særligt forhold til Skandinavien og især Danmark. I 2012 var det således 1000 år siden, Knud den Store sammen med sine vikinger udkæmpede et drabeligt slag mod den skotske hær lige præcis her, hvor golfbanen ligger i dag. Faktisk siges de to høje, der ligger midt på fairway på 17. hul, at være gravhøje for de slagne fra Slaget om Cruden. Og for at det ikke skal være løgn, er 2. hul døbt “Crochdane”, der kan oversættes til “drabet på danskerne”.

Denne dag slipper vi dog fra banen med livet i behold. Og med en kæmpe golfoplevelse i bag’en. Cruden Bay bliver nemlig ofte rangeret som en af de bedste baner i Storbritannien.

Den er ganske kuperet - faktisk så kuperet, at det ikke er tilladt at køre i buggies. Til gengæld kan man leje en el-trolley - eller måske endnu bedre: En caddie.

Caddierne er klubmedlemmer, der selvfølgelig kender banen ud og ind. Og det er en fordel, da der er ganske mange blinde slag på banen - såmænd også et blindt par 3-hul. Alligevel er det til at komme rundt - hvis man altså bare kan holde sin bold i spil i vinden, der altid spiller en ganske stor rolle.

Smag og behag er gudskelov forskellig, men Cruden Bay er uden sammenligning en af de allerbedste baner, undertegnede har spillet. Den slår såmænd også Trump.

590 gode grunde

Sidste stop på vores skotske pilgrimsrejse bliver også det sværeste. Murcar Links, der ligger lige nord for Aberdeen - og har Royal Aberdeen Golf Club som nærmeste nabo - kræver nemlig sin mand. Bogstaveligt talt. Vi spiller sammen med nogle kvinder, der har det mere end vanskeligt med de enormt lange drives, der skal slås fra rød tee blot for at ramme fairway. Fra gul er det selv sagt ikke lettere.

Jeg ligger godt nok ud med tre pars i træk, men siden går det lynhurtigt ned ad bakken. For ikke nok med, at du skal slå langt, du skal også være uhyre præcis for at få en nogenlunde score med hjem.

De lokale har spillet golf på Murcar Links siden 1909. Og på trods af, at vejret helt heroppe på kanten af Nordsøen sjældent er helt i top, bliver der spillet golf året rundt. Det ville udløse et ramaskrig blandt medlemmerne, hvis lørdagens faste foursome-turnering skulle aflyses på grund af noget så elementært og ligegyldigt som en lille snebyge eller et par minusgrader.

Det fortæller den lokale pro mig efter runden. Lige som han disker op med adskillige historier om golf i området. Om hvordan damer på en nærliggende bane stædigt holder fast i deres eget klubhus. Og masser af andre anekdoter. For sådan er Skotland naturligvis også - rig på fascinerende historier.

Desværre skal jeg nå et fly, ellers havde jeg siddet der endnu og suget golfens anekdoter til mig. Men jeg kommer helt sikkert tilbage. Det har jeg stadig 590 gode grunde til. Mindst.

Denne artikel blev første gang bragt i magasinet Dansk Golf #2 2014

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer