En forårsdag på Heden | Golf.dk

En forårsdag på Heden

08/02 - 2015 | Peter Bugge

Vi er kun kommet halvvejs gennem cheeseburgeren fra McDonald’s, da vi rammer parkeringspladsen ved Herning Golf Klub. Så meget for ideen med lige at snuppe en bid frokost det sidste stykke af vejen. Banen ligger nemlig klemt inde mellem diverse burgerbarer og varehuse i den østlige del af Herning.

Sådan var det ikke, da de første drives blev sendt af sted for 50 år siden. Den gang var man ude på landet, og sådan var det stadig, da undertegnede sidst besøgte banen i 1996. Men Herning er en driftig by, som hele tiden udvider, og i dag ligger Herning Golf Klub i Bilkas og Herning Centrets baghave - bogstaveligt talt.

Vi er i sidste øjeblik, så vi skynder os mod 1. tee, mens resten af cheeseburgeren fordøjes på vejen. Allerede på teestedet får vi den første af mange gode oplevelser denne dag. En lokal firebold lader os venligt komme foran, så vi kan have banen for os selv.

Ved siden af teestedet er der en planche med en beskrivelse af hullet - det er der for øvrigt på alle huller. Skiltene er ikke særligt kønne men til gengæld særdeles informative.

Mange hundeben

På skiltet finder vi således ud af, at det doglegger voldsomt til højre. Det skal vise sig at være et gennemgående tema for banen. Så det er ikke en udpræget bane for de længstslående, der ofte vil opleve deres drives løbe gennem doglegget og ud i roughen. Her handler det om præcision - at finde det helt rigtige sted at lande bolden.

Et godt eksempel på det er 4. hul, som kan spilles på mange forskellige måder. Man kan enten slå den kort ud for at undgå vand på begge sider af fairway. Give den lidt mere gas og gå efter en smal halvø eller lukke helt op for sluserne og slå over det hele - med meget høj indbygget risiko. 4. er uden tvivl et af de huller på banen, der kræver mest af spilleren.

Mange af par 4-hullerne er i den kortere ende - under 300 meter fra gul tee og i nærheden af 250 fra rød tee. Så de fleste skulle have en reel chance for at komme på i to slag. Hvis man altså får placeret sit drive rigtigt og ikke havner i vandet. Det sidste er overvejende sandsynligt - som den formentlig eneste bane i landet er der nemlig vand i spil på samtlige huller i form af små og store søer og en å, der slynger sig lystigt gennem hele anlægget.

På 6. hul ser vi endnu et eksempel på hedebyens eksplosive udvikling. I gamle dage var det sikkert et idyllisk og fredeligt hul, men det har motorvejen lavet om på. Den går lige bag green og skæmmer det ellers dejlige golfhul.

8. hul er også i udvikling. Det var indtil for nylig et par 5-hul, men er lavet om til et par-4. Området omkring green var altid meget fugtigt, så man har valgt at korte godt 50 meter af hullet ved at flytte greenen frem. Banens par er derfor også reduceret til 72.

Nede på jorden

Vi er ude på heden, og banen er flad som en nystrøget bomuldsskjorte. 13. green er hævet et par meter og er vel det højeste punkt på banen, som følgelig er ganske let at gå. Men der er alligevel rigeligt med udfordringer. De små greens er som regel ganske kuperede, og så er der alt vandet. Og i det er banen også ganske afvekslende: Nogle huller er åben parkland, andre nærmest skovhuller.

Det lykkedes os dog at komme nogenlunde helskindet rundt denne dag uden at have doneret alt for mange bolde til åer og søer. Vi stikker hovedet ind i det hyggelige klubhus med den markante golfboldlignende kuppel på siden, hvor endnu en positiv overraskelse venter: Prisen på den velduftende buffet er nemlig på blot 75 kr.

Fra terrassen på 1. sal er der smuk udsigt over anlægget; havde det ikke været for de mange træer, ville man have kunnet overskue hele banen.

Gennem årene har der adskillige gange været snak om at udvide banen eller flytte den ud af byen. Men de planer blev endegyldigt skrinlagt, da finanskrisen også fandt vej til heden.

Så nu ligger Herning Golf Klub, hvor den hele tiden har ligget. Og der ligger den jo også rigtig godt.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #4 2014

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer