Kamæleonen Kolding | Golf.dk

Kamæleonen Kolding

08/03 - 2015 | Claes Meldal

Der findes rigtig mange golfbaner i Danmark, som kan betegnes som “klubbaner”. Det er baner med en tilpas portion udfordringer, som passer til medlemmerne. Det er baner, som har relativt langsomme greens, og som typisk ikke er voldsomt svære at komme rundt på og er i pæn stand. Der er som regel ikke det helt store at sætte sin finger på, men der mangler måske lige det sidste.

Der mangler derimod ingenting i Kolding Golf Club. Det er tydeligt, at klubben er populær hos lavhandicappere, der sætter pris på en ekstra udfordring ude på golfbanen. Det får de i rigt mål på det flotte anlæg, som utvivlsomt kan sættes svært op til turneringer og matcher.

Træningsfaciliteterne og klubhuset fejler bestemt heller ikke noget. Der er gode indspilsområder, rigtig gode øvegreens og en driving range med forskellige mål. Og i det store klubhus – der ligger lige bag ved 18. green, som det skal – er der god plads til at få stillet sult og tørst både indenfor og på terrassen.

Parkgolf i høj klasse

Og lad os så komme ud på selve banen. Efter at have passeret starterhuset skal man i krig med 1. hul, et mellemlangt par 4-hul, der ser meget smalt ud. Man fornemmer med det samme, at golfbanen er skåret ind i et indbydende parkanlæg, og de høje træer omkranser fairways. På 1. hul giver træerne indtryk af, at landingsområdet er lille, men det skal man ikke lade sig snyde af. Der er den plads, der skal være.

Fairways er i god stand, og på de fleste huller er der bunkere, der beskytter udkanten af fairways behørigt. Og så er der de hurtige og lumsk ondulerede greens. Elitespillere forlanger udfordringer på greens, og dem leverer Kolding på alle 18 huller. Bolden ruller godt, og det er ekstremt vigtigt at placere bolden rigtigt på green. Står du med et langt putt ned ad bakke, er der overhængende risiko for at skulle bruge putteren mere end to gange, før du kan luske slukøret videre til næste hul.

Det er parkgolf i høj klasse på for-ni. De er forholdsvis flade, og der er en håndfuld dogleg-huller på sløjfen, som gør det svært at nå green uden et godt udlæg.

Pludseligt karakterskift

På de første tre huller på bag-ni aner man ikke uråd om, hvad der venter. Vi lægger ud med et langt par 5-hul efterfulgt af et overkommeligt par 4-hul, hvor den primære udfordring ligger i at holde sig ude af bunkerne omkring hullet og sørge for at putte opad på den ondulerede green. Derefter kommer det korte 12. hul, hvor de fleste med fordel kan lade driveren blive i bag’en.

Vi havde nær fået højdeskræk, da vi skuede ud over 13. hul. Det er banens ubestridte signaturhul. Man starter med at slå dybt, dybt ned i en smal og træomkranset slugt, hvor det ideelt set gælder om at finde højre side af fairway. Men okay, ved nærmere eftertanke er enhver bold på fairway en god bold på dette hul. Derefter skal du finde den hævede green og rulle bolden i. Held og lykke med at få din par.

Derefter kommer et kort, men smalt par 4-hul og et rigtig fint par 3-hul, før det går løs på det smukke 16. hul. Igen står man på et markant hævet teested og kigger ned på fairway. Ram den og undgå åen og de fire greenbunkere i approachslaget til green.

Koldings bjergetape

Efter 16. hul rammer du Kolding Golf Clubs bjergetape, hvor du godt kan belave dig på at få pulsen op og hive efter vejret. Du skal ud på en længere stroppetur op ad bakke, før du når til 17. hul tæt på klubhuset.

De to sidste huller er stille og rolige par 3-huller, hvor du på det første skal slå op mod en aflang green beskyttet af to bunkere, mens du på 18. hul skal slå godt 130 meter i carry for at komme på green, så golffolket på terrassen uden for klubhuset kan få noget godt at kigge på.

Uanset hvad der står på dit scorekort efter en runde på Kolding Golf Club, har du sandsynligvis kæmpet godt for dem. Kolding forærer dig ikke ret meget, og du skal have godt styr på alle facetter af spillet for at sætte en score sammen.

Når det lykkes, er det fantastisk at spille en bane, der virkelig skiller fårene fra bukkene.

Deltag i debatten
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer