Elg på menuen | Golf.dk

Elg på menuen

28/04 - 2015 | Peter Bugge

Vi har netop forladt motorvejen, da vi ser den. Elgen. Den er kommet ud af skoven et par hundrede meter væk og står dovent og betragter vores bil. Det er første gang, vi ser det enorme dyr i levende live - men vi skal på vores rundtur de næste dage møde det flere gange - i andre udgaver.

Vi er på vej til Jönköping GK et par timers kørsel fra København. Første stop på vores rundtur i det vestlige Sverige. Klubben blev stiftet i 1936, og er den ældste i Småland - de nuværende 18 huller stod færdig i 1961. Og vi ser straks, at det er en gammel bane. Der er masser af store træer på den let kuperede bane, og hullerne er ganske korte i sammenligning med mere moderne baner. Faktisk spiller den blot 5594 meter fra de bagerste klodser. Vi ankommer samtidig med et større uvejr, men låner en buggy, så vi kan komme rundt i nogenlunde tør tilstand.

Banen er ikke svær, men alligevel er det en fin oplevelse, ikke mindst, da vi krydser jernbanen til Halmstad, der skærer banen over i to, og tager fat på de sidste ni huller, der afgjort er de bedste. Her er flere spektakulære og flotte huller - ikke mindst par 3-hullet 11. Her skal man holde tungen lige i munden - går den venstre ryger bolden over jernbanen og dermed out of bounds, mens slices ender i en dyb ravine. En svensk fodboldspiller har for øvrigt døbt hullet “Sveriges korteste par 5-hul, efter han tre dage i træk blev noteret for en triplebogey under en turnering.

En anden verden

Dagen efter er det en bane fra den anden ende af spektret, som vi aflægger et besøg. Sand GC er en ny og moderne golfbane, og er af gode grunde berømmet vidt og bredt. Banens første huller er nogenlunde til at håndtere, men fra 11. og ind er den noget af en mundfuld. Men hullerne er fantastiske, og standen er fuldstændig perfekt med velplejede fairways og lynhurtige greens.

For nylig er der skudt et hotel med 30 værelser op på Sand, men vi har en reservation andetsteds, så efter runden sætter vi kursen mod Göteborg og Sankt Jørgens Park hotel.

Uden for hotellet holder det svenske fodboldlandsholds bus, og vi ser frem til at hænge ud med Zlatan i baren, men bliver lidt skuffede, da vi i lobbyen støder ind i en række landsholdsspillere - af den kvindelige slags. Da vi nu ikke skal med Zlatan i baren, beslutter vi os for at pleje vores golfmøre muskler i spaen, der er blevet kåret til Sveriges bedste. I oplysningens tjeneste tager vi et såkaldt “spa-ritual” med en række produkter og en brugsanvisning til en skønhedskur. Vi føler os afgjort på udebane, da vi påfører os en såkaldt scrub og vælger til sidst at lade ritual være ritual og fortrækker i stedet til den 38 grader varme udendørs pool.

Vi spiser på hotellet - med eminent udsigt over Göteborg og den tilhørende golfbane. Og her dukker elgen op igen. Denne gang på menuen. Det er første gang, vi sætter tænderne i det svenske nationaldyr, der smager som vildt - med en meget tydelig eftersmag.

Hvor er Frodo?

Næste dag venter turens store golfmæssige overraskelse, som ingen af os har hørt om på forhånd. Öijared Golfklubb. Det er en lille perle. Lille er måske så meget sagt - anlægget har hele tre 18-hullers baner.

Öijared ligger på en halvø på størrelse med Manhattan. Og her kunne vi være stødt ind i elgen endnu engang. Der er nemlig masser af elge og andet vildt, og ankommer man tidligt, bør man køre langsomt de sidste kilometer.

Vi ser dog ingen vilde dyr. Og knapt nok klubhuset da vi nærmer os. Det ligner et hobbitbo, der fuldstændig falder ind i landskabet. Der er græs på toppen af taget - der såmænd også rummer 1. tee på en af de tre baner. Klubhuset er for øvrigt designet af den berømte arkitekt, Gert Wingårdh.

Vi har desværre kun tid til at spille ni huller på Gamla Banen, og da vi står på 1. tee ligger tågen tykt over banen, men da vi nærmer os green letter tågen og afslører det ene spektakulære hul efter det andet. De huller, vi spiller, ligger i skoven, og har alle hævede teesteder med flot udsigt. Men selv om det er til at se alle forhindringerne, er det sin sag at undgå dem. Men nogle gange er resultatet underordnet - sådan er det på Öijared.

Golf ved slottet

Efter runden tager vi en hurtig frokost på terrassen ved det spøjse klubhus, og så må vi desværre sige farvel, men helt sikkert på gensyn. For Sverige er et stort land, og vi har en stram tidsplan. Vores næste destination er Läckö, der ligger et par hundrede kilometer væk. Natten tilbringer vi bogstaveligt talt i skyggen af det berømte Läckö Slot, og dagen derpå bevæger vi os fra områdets ældste turistattraktion til den yngste, nemlig Läckö Golfklubb. Klubben er fra 2002, og det er ganske let at komme rundt på den helt flade bane. Vi har et ældre ægtepar fra klubben, Classe og Lillemor, med rundt. Han spiller seks gange om ugen, og trods sine 73 år kan han stadig flytte bolden en imponerende afstand. Classe kender således hvert et græsstrå på banen og giver gerne gode råd på de to sløjfer, hvor den første er klart lettest. Gode råd eller ej så må vi gøre et godt indhug i vores boldbeholdning, da vi kommer til den lokale udgave af Amen Corner. 14. til 16. hul er bestemt ikke for spillere med manglende boldkontrol og angst for vand og træer.

Selv om banen er ganske flad, er der masser af udfordringer. Ikke mindst på greens, der alle har en eller anden form for pukkel, der gør putts ganske - skal vi sige - interessante. Restauranten er ikke åben denne dag, men lige som på de fleste andre svenske golfbaner kan vi tanke op i kiosken midtvejs - her med selvvarmede hotdogs.

Vi tager afsked med Classe og Lillemor og kører tilbage mod kysten, nærmere bestemt til Ljungskile, og det spøjse, men charmerende hotel,Villa Sjötorp.

Efter en god nats søvn er vi klar til sidst etape. Lyckorna Golfklubb ligger næsten ved hotellet - her mødes vi med et af klubbens bestyrelsesmedlemmer. Hun har en travl dag, for efter runden skal der stemmes til det svenske valg og så videre mod stadion, hvor det lokale fodboldhold denne dag kan spille sig på førstepladsen i Super-Ettan.

Banen er meget bynær, men alligevel ret uforstyrret. Beliggenheden er uovertruffen, på flere huller er der udsigt til Skærgården. Hulforløbet er ganske afvekslende, og der er flere supergode huller. Blandt andet 12., der er blevet kåret til et af Sveriges 100 bedste huller af Svensk Golf.

Men det er også en krævende bane, der er ret kuperet - det føles nærmest som endnu en bjergetape for denne skribent i kronisk konditionsunderskud.

Vi når dog i mål og kan puste ud på terrassen med udsigt til 18. green. Og der er lige akkurat tid til en traditionel gang pyt-i-panna, vist nok uden elg, inden turen går tilbage til Danmark.

Denne artikel blev bragt i Dansk Golf #1, 2015